LARS VON TRIER fik ikke for anden gang Guldpalmen i Cannes, det blev i stedet den amerikanske film 'Elephant' af Gus Van Sant, der løb med prisen. Alligevel er der midt i skuffelsen grund til at ønske tillykke med 'Dogville'. Man behøver ikke at have klaphatten nede foran øjnene for at mene, at von Triers modige eksperiment ikke blev belønnet efter fortjeneste. Men 'Dogville's indsats i Cannes har en signalværdi, der bør tælle mere end balladen om, hvorvidt fortællingen om det intolerante 'Dogville' er antiamerikansk polemik eller grundlæggende en universel fortælling. Filmens verden består af to kontinenter, der i disse år synes at glide længere fra hinanden. På det ene kontinent tordner Hollywood frem med blockbustere dømt til succes. På det andet kontinent kæmper den idealistiske filmkunst for at finde fodfæste andre steder end i filmfestivalernes lukkede kredsløb. Enorme markedsføringsbudgetter, topprofessionalisme og stråleglans fra digital teknologi og Hollywoodstjerner gør amerikansk film til en uovervindelig filmmaskine. Men på andre punkter kniber det gevaldigt med fantasien. Det viser de mange 2'ere og 3'ere, skabelonagtige film og det manglende vovemod, når der skal fortælles anderledes historier på en personlig måde. Hollywood dominerer mere end nogensinde. Men inspirerer ikke, som det gjorde engang. UDEN AT VÆRE i konkurrence fik 'The Matrix Reloaded' meget opmærksomhed i et år, hvor Hollywood kun var sparsomt repræsenteret. På den anden side var årets festival et næsten lammende bevis på, hvor skidt det står til på den anden side af gærdet. En spillefilm uden et publikum er tæt på at være en absurditet, men Cannes domineredes af filmkunstnere, som ynder at lave film, der konsekvent vender ryggen til publikum. Hollywood laver kun film for publikum. Den russiske auteur laver kun film for sig selv. Men så er der heldigvis Lars von Trier i en frugtbar midterposition. 'Dogville' var det mest radikale eksperiment i Cannes, men von Trier gennemførte sit dramatiske vovestykke i en arena, der også appellerer til et nysgerrigt biografpublikums medleven, den eksperimenterende filmkunst behøver ikke at være hermetisk. Det var det glade budskab, 'Dogville' sendte på en skuffende og iltfattig Cannesfestival. Der er grund til optimisme. Von Trier er ledestjernen, men lysten til at være åben og nysgerrig uden at lukke publikum ude er også i bredere forstand en af de vigtigste årsager til, at dansk film i disse år hævder sig så stærkt i Europa.