MINISTERPRÆSIDENT Ariel Sharons regering har langt om længe placeret sig på et punkt, hvor mellem 60 og 70 procent af de israelske vælgere har befundet sig siden intifadaen, det palæstinensiske oprør mod den israelske besættelse, begyndte i september 2000. Under et regeringsmøde søndag besluttede et flertal af ministrene at sige ja til den såkaldte kvartets køreplan, der inden udgangen af 2005 skal lede israelerne og palæstinenserne frem til målet: sikkerhed for Israel og en stat for palæstinenserne. Kvartetten består af FN og EU samt Rusland og USA. Det er Washington, der kontrollerer både stokken og guleroden. Den israelske regering har ikke lagt skjul på, at den ikke betragter EU's medvirken som gavnlig for udsigterne til fred. Den israelske regerings beslutning skyldes hverken hensyn til flertallet af de israelske vælgere eller hensyn til tre fjerdedele af kvartetten, men frygt for at lægge sig på tværs af USA's nye mellemøstpolitik. Selv om højrefløjen i Israel forsøger at underspille temaet, er regeringsbeslutningen af historisk betydning. For første gang i konfliktens historie har en israelsk regering accepteret oprettelsen af en palæstinensisk stat i de 22 procent af landet, som israelske styrker har holdt besat siden 1967. Regeringens beslutning accepterer køreplanen med et forbehold: Der kan ikke blive tale om palæstinensiske flygtninges tilbagevenden til det område, der i dag udgør Israel. Ifølge den første af planens tre faser påligger det den palæstinensiske statsminister, Abu Mazen, at bekæmpe terror, mens Sharon skal nedlægge en række bosættelser samt standse byggeriet i alle bosættelser. BEGGE PARTER har placeret sig bekvemt i forhold til USA. Spørgsmålet er nu, om køreplanen vil overleve første fase. Kan og vil Abu Mazen dæmme op for den palæstinensiske terror i et sådant omfang, at han kan overbevise amerikanerne om, at han har gjort sit bedste. Det er forudsætningen for, at Washington vil lægge pres på Sharon for at opfylde sin del af aftalen. Abu Mazen vil ikke kunne overbevise Sharon, der kun venter på den første lejlighed til at erklære, at denne er magtesløs, hvorefter denne køreplan vil dø en stille død som sine forgængere. Afgørende er nu, om Washington kan formå Sharon til at give Abu Mazen en chance. Hvis Abu Mazen tør bekæmpe terror, selv om Sharon tøver med at ødelægge bosættelser; og hvis Sharon tør nedlægge bosættelser, selv om terroren ikke totalt standser, har køreplanen en chance. Forudsætningen er, at USA placerer et observatørkorps, der ved sin tilstedeværelse vil virke dæmpende på parterne. Hverken israelerne eller palæstinenserne har tillid til hinanden. Om de vil have den fornødne tillid til USA, afhænger af, om USA i den kommende tid kan demonstrere den fornødne upartiskhed.