INDTIL for en uges tid siden så det stadig ud til, at en forsoningsløsning var inden for rækkevidde i en af de længstvarende konflikter i det gigantiske indonesiske ørige - den, der handler om Aceh, den nordligste region på øen Sumatra. Tilbage i december havde parterne siddet bag nedrullede gardiner i Schweiz og var nået frem til en aftale, der indebar ophør af kamphandlinger og afholdelse af lokal afstemning om et selvstyre inden for rammerne af den indonesiske forfatning. Men pludselig satte centralstyret i Jakarta massivt ind med specialstyrker nedkastet med faldskærm, marinekorps og soldater trænet i antiguerillakrigsførelse. Frihedsbevægelsen i Aceh, der tæller ikke meget over 5.000 bevæbnede partisaner, har ikke en chance. Nok har de i 27 år kæmpet for løsrivelse fra Indonesien, men politisk er de milevidt fra de omstændigheder, der for et par år siden førte til, at en anden af ørigets regioner, Østtimor, kunne glæde sig over selvstændighed. For mens Østtimor forblev et portugisisk territorium i mere end et kvart århundrede, efter at det øvrige Indonesien fik selvstændighed fra hollandsk overherredømme, var Aceh fra 1800-tallet en del af det Indonesien, som hollænderne møjsommeligt fik banket sammen. MILITÆRE løsninger på regionale konflikter er som bekendt en dårlig opskrift, og Indonesiens venner og naboer burde ideelt set sige fra og henstille til genoptagne forhandlinger. Men de brutale realiteter er, at den indonesiske regering under præsident Megawati Sukarnoputri klogeligt lagde sig bag den amerikanske antiterrorpolitik efter terrorhandlingerne 11. september 2001. Bomben, der dræbte et par hundrede feriegæster på Bali i oktober i fjor, bekræftede kun præsidenten i rigtigheden af dette valg. Derfor kan Indonesien føre den militære kampagne i Aceh til ende stort set uden at risikere international kritik for menneskeretskrænkelser. Det kan omverdenen nok finde er forstemmende, når der nu eksisterede en forhandlingsaftale. På det længere sigt er konflikten i Aceh et skidt varsel, også til andre lande, der er konfronteret med lokale løsrivelsesbevægelser. Den måde, hvorpå kampen mod international terrorisme føres, rummer risici for, at nationale ledere over hele kloden tilsidesætter de mekanismer for fredelige løsninger på lokale opgør, som af indlysende grunde må prøves af først. Alternativerne er for ubehagelige, ikke kun for de direkte berørte, men også for de globale bestræbelser for en bedre og stærkere international retsorden.