DYREMOSE BLEV til Fyremose, da TDC mandag annoncerede afskedigelsen af 1.650 medarbejdere. De ansatte hos telekoncernen mente, at deres øverste chef, den tidligere konservative finansminister Henning Dyremose, havde kastet sig ud i et unødvendigt blodbad. En sammenligning med de fleste europæiske teleselskaber viser dog, at fyringerne i virkeligheden kommer sent. Skal Dyremose klandres for noget, er det, at han ikke har tilpasset antallet af medarbejdere langt før, ligesom han meget tidligere burde have forberedt medarbejderne på den nødvendige tilpasning. Og selv om 1.650 fyringer er voldsomt, er der grund til at huske på, at netop telebranchen har været en jobmaskine de seneste år. Efter liberaliseringen af det danske telemarked er nye virksomheder og arbejdspladser skudt op i samme tempo som telemasterne. FOR DE MANGE fyrede TDC-ansatte hjælper det selvfølgelig ikke meget i den nuværende situation. Stillingerne i de nye selskaber er allerede besat. Til gengæld kan de fyrede telearbejdere trøste sig med, at fyringer er hverdagskost i det danske samfund. Heldigvis gælder det samme for nyansættelser. Ifølge en undersøgelse fra Finansministeriet forsvinder mere end hvert tiende job hvert år, men samtidig bliver der hvert år oprettet over ti procent nye job i de fleste brancher. Så der er meget stor cirkulation på arbejdsmarkedet. Heldigvis. For selv om hver eneste fyring er hård, er det netop denne cirkulation, der gør, at samfundet udvikler sig. Og vi gør os selv en tjeneste ved at acceptere, at fyringer kan ramme de fleste af os. I ØKONOMISKE krisetider, som vi oplever i øjeblikket, er problemet dog, at mange af de fyrede vil søge i sikkerhed uden for arbejdsmarkedet. Det gælder især de ældre ledige, som er tæt på efterløns- eller pensionsalderen. Forståeligt nok er deres lyst til at blive på et usikkert arbejdsmarked beskeden. Set med samfundsøkonomiske briller er det stærkt problematisk. Som denne uges pensionsdebat har vist, er der brug for at holde folk på arbejdsmarkedet så længe som muligt, hvis dansk økonomi skal hænge sammen, når de store årgange for alvor begynder at forlade arbejdsmarkedet. De store fyringsrunder bør være et klart signal til regeringen om, at den hurtigt bør gennemføre et indgreb for at støtte beskæftigelsen. Ved at sidde med hænderne i skødet gambler regeringen unødigt med samfundsøkonomien. For selv om de fleste fyrede TDC-ansatte finder nyt arbejde, er det ikke alle.