RAMASKRIGENE står nærmest i kø, hver gang førende politikere formaster sig til at mene noget om pensionsalder og efterløn. Næsten enhver bemærkning i debatten får påhæftet betegnelsen 'bombe'. Således også de seneste tanker fra statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), som i en ny bog har formastet sig ud i nogle overvejelser om, hvad det bør betyde for pensionsalderen, at gennemsnitslevetiden stiger med tre-fire år i hver generation. Statsministeren konkluderer ikke overraskende, at det nok bør overvejes, hvordan man holder folk længere på arbejdsmarkedet. En absolut fornuftig overvejelse, i betragtning af at vi både i Danmark og resten af Europa er på vej ind i den største demografiske forandring i mange århundreder. Hvor der i dag er én pensionist for hver erhvervsaktiv, vil der i løbet af nogle årtier være to pensionister. RYGMARVSREAKTIONEN hos de øvrige partier er desværre den sædvanlige. Både Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre er blevet stærkt fortørnede over, at Fogh tillader sig at sætte spørgsmålstegn ved pensionsalderen. Partierne har samstemmende krævet en klar melding fra statsministeren. Hvad vil han? Vi mistænker Fogh for blot at ville diskutere problemstillingen. Og det skal han have ros for. Forandringer af pensionssystemet skal overvejes grundigt og indvarsles i god tid, da folk begynder planlægningen af deres tilbagetrækning, mange år før det sker. Derfor er det skammeligt at opleve de skingre reaktioner. Det må og skal være muligt at diskutere pensionsspørgsmålet, uden at det foregår i en retorisk 'bomberegn'. Reaktionerne på efterlønsreformen viste med al tydelighed, hvordan folk reagerer, når de ikke har haft tid til at diskutere væsentlige reformer. INDHOLDET I FOGHS udspil er dog ingen åbenbaring. Forslaget om at præmiere en udskydelse af pensionsalderen har en uheldig social slagside. Det vil typisk være de bedrestillede og højtuddannede, der vil benytte muligheden. Samtidig går Fogh uden om de to vigtigste problemer. For det første spørgsmålet om, hvordan vi forbedrer de ældres jobmuligheder. I en tid hvor ledigheden stiger markant, er det en hån mod de mange ældre ledige at gå uden om det svære emne. For det andet spørgsmålet om efterlønnens fremtid. Den er nemlig et langt større problem end pensionsalderen. At folk helt ned til 30-års alderen stadig får økonomisk tilskyndelse til at tilmelde sig efterlønsordningen, er næsten uden for vores fatteevne.