KULTURMINISTER BRIAN Mikkelsen (K) har endelig taget sig sammen til at forberede en revision af det danske teaters lovgrundlag. Den nuværende lov er fra 1963, men siden revideret mere end ti gange - det siger noget om teatrets udvikling på fyrre år og om problemerne med at sikre både en geografisk og kulturel spredning af aktiviteterne. Det, man iagttager, hvis man da er regelmæssig teatergænger, er det moderne teaters fokus på emotioner og på det, som kaldes provokation. Danmark har det største antal teatergængere pr. indbygger i Europa, men alligevel bliver teatret opfattet som nummer to i konkurrencen mellem film og teater. Det er, som Brian Mikkelsen så ofte gør opmærksom på, lykkedes for filmen at skabe kontakt til et helt ungt publikum, og mange går og tænker på filmstøtteordningen som en kærkommen inspiration til teatrene. Det glemmes, at der er tale om to forskellige medier med hver sit sæt af forudsætninger. Teatret skal udvikle sig, eksperimentere - filmen skal stort set ikke andet end appellere til publikum. Men er det eksperimenterende teater også godt teater? Eller er der visse grænser for den provokation, man egentlig finder glæde ved i dagens teater - er teatret i de senere år røget bag af dansen som kultur for den intellektuelle del af borgerskabet? Hvornår var man sidst i teatret og så en virkelig provokation, som holdt efter pausen? Er teatrenes repertoire fornyende og spændende nok? Og er det egentlig ikke en debat om kvaliteten snarere end en debat om ressourcerne, der er brug for? Her melder politikerne imidlertid pas ud fra det kærkomne armslængdeprincip, som styrer statens kulturformidlinger. SOCIALDEMOKRATERNES kulturordfører, Jytte Andersen, fremsatte forleden det radikale forslag om at nedlægge den traditionelle abonnementsordning, som partiet gennem årtier har slået til lyd for. Om få år har København både et nyt operahus og et nyt teaterhus, og usikkerheden med hensyn til, hvilke konsekvenser det får for resten af hovedstadens teaterhuse, er enorm. Det vigtigste er at få afklaret, hvilke teatre der har brug for støtte - og fokusere på kunstnerisk kvalitet snarere end på belægningsprocenter. Abonnementsordningens pengesummer kunne bruges bedre til teatrenes drift, mener Jytte Andersen. Det er det hidtil eneste forslag, som bryder med traditionen. Men vil publikum virkelig betale i hundredvis af kroner pr. billet, hvis forestillingen ikke er til inspiration, men kun én adspredelse blandt mange? Det er den del af debatten, som er spændende, for den implicerer et forsøg på at gøre op med den afvisende holdning til det, som teatrene serverer. Skal hele Danmark tilbydes jævne, men prisbillige oplevelser (Dansk Folkeparti!) - eller skal politikerne tage fat på problemets kerne, som er kvaliteten? Brian Mikkelsen (K) får med eller mod sin vilje noget at spekulere på i sommerferien.