USA ER så småt ved at begynde at besvare de myriader af spørgsmål, som ansvaret for et stort lands fremtid rejser. Udnævnelser af et byråd her, en (dansk) regional koordinator der, en ny amerikansk topdiplomat med uklar kompetence og skitser til en fremtidig deling af den militære besættelsesopgave med Storbritannien og Polen er alt sammen brikker i et puslespil, som skabes 'hen ad vejen' snarere end efter en samlet plan. Et meget vigtigt element bliver udnævnelsen af et irakisk overgangsstyre, en opgave, som general Garner i går lovede at løse allerede i denne måned. NOGLE VIL måske mene, at det kan være underordnet, hvilke marionetter USA udnævner, når nu USA under alle omstændigheder har den fysiske magt i landet. Den ene marionet kan vel erstattes af en anden, hvis det skulle vise sig nødvendigt. Og rigtigt er det, at der vil gå et par år, før irakerne selv - forhåbentlig ved frie valg - for alvor får greb om deres fremtid. Men det betyder ikke, at det er ligegyldigt, hvem USA i første omgang vælger på irakernes vegne. For selv om de pågældende ikke vil råde over nogen form for magtmidler - flere af dem vil være eksilirakere, og andre vil repræsentere de kurdiske områder i Nordirak - så vil de hurtigt få egentlig magt. Det vil være dem, der kan modtage bistand fra omverdenen, og det vil være dem, der vil kunne gøre krav på Iraks olieindtægter - i første omgang i de begrænsede, men livsvigtige mængder, der indgår i FN's olie for mad-program. Først og fremmest vil selv et nok så midlertidigt styre af mange irakere blive opfattet som dem, USA satser på. Og det er naturligvis både en indlysende styrke her og nu og en potentiel politisk akilleshæl for de pågældende, afhængigt af hvordan genopbygningen skrider frem. NETOP DERFOR er det en fejl, hvis USA og de andre stormagter i FN's Sikkerhedsråd ikke snart finder sammen om at etablere et andet grundlag for det irakiske overgangsstyre end en amerikansk generals skøn. Det indlysende kompromis burde være, at den øverste civile og politiske myndighed i landet blev udnævnt af FN - men at valget faldt på en person, som USA og Storbritannien har fuld tillid til. Det ville give international legitimitet og samtidig give irakerne tillid til, at løsningen er midlertidig; altså understrege, at det nuværende protektorat peger frem mod selvstændighed, ikke kolonisering. Alternativet er fortsatte amerikanske improvisationer. Man kan kun håbe, det går godt.