DET ER på en gang Pia Kjærsgaards største politiske triumf og problem, at hun har gjort det til en manddomsprøve på Christiansborg at demonstrere vilje til at bruge tvangsmidler for at fremme integrationen. At hendes brutale linje er blevet noget nær en facitliste i dansk politik, er hendes største succes. Hendes problem er risikoen for at sejre sig ihjel: Bliver alle på Christiansborg folkepartier til hobe, der konkurrerer om at puste til 'det danske folk's fordomme, mister Dansk Folkeparti sin eksistensberettigelse. Da Mogens Lykketoft på Socialdemokratiets vegne i går fremlagde en integrationspakke fuld af strammerforslag, lagde han ikke skjul på, at sigtet er at lægge den udlændingepolitiske debat død, som Danmark længe har haft øverst på den politiske dagsorden. Modellen er kendt. Det lykkedes i 1970'erne og 80'erne at gøre miljøhensyn til en så vigtig del af alle partiers linje, at vi slap for et egentligt grønt parti. Men dengang drejede det sig om at være for miljøet. Denne gang drejer det sig langt hen ad vejen om at være imod 'de fremmede'. Det danske samfund betaler af samme grund en høj pris for denne perverse Christiansborglogik. I SIDSTE ENDE er integration jo ikke en manddomsprøve for Christiansborgpolitikere og deres pressemedløbere, fra B.T. til - gud bedre det - Weekendavisen, men en kompliceret og modsætningsfyldt proces overalt i det danske samfund. Det drejer sig om mennesker, deres selvværd og handlemuligheder. Når andengenerationsindvandrere er overrepræsenteret i ungdomskriminaliteten, så skyldes det jo ikke den 'kultur', forældrene engang kom fra. Det skyldes derimod de sociale og psykologiske vilkår - diskrimination, arbejdsløshed, chikane og bastante assimilationskrav - der er hverdag for disse unge mennesker, som er født og opvokset i Danmark. Naturligvis skal ungdomskriminalitet, uanset hudfarven på dem, der begår den, bekæmpes. Men vil man løse denne og andre udfordringer, må man forstå dem som problemer, der er skabt af det samfund, vi lever i; problemer, som strammerretorikken desværre gør det sværere at løse. DET ER f.eks. en rigtig målsætning, når Socialdemokratiet vil have de 3-6-årige i familier, hvor dansk ikke er modersmålet, i børnehave; det vil lette skolestarten. Men hvad er de bedste midler? At tvangsfjerne alle nydanske småbørn fra deres hjemmegående mødre otte timer om dagen - en drastisk måde at løse indskolingsproblemer i 6-7-års alderen på? Eller var det værd at prøve med ansættelse af nydanskere i børneinstitutioner, brobyggere i relevante miljøer, reelle pladsgarantier i kommunerne, og - om nødvendigt - 'tvang' det sidste år før skolestart, når gulerod i stedet for pisk ikke måtte virke. Der er konstruktive ideer i udspillet fra S og i Bertel Haarders integrationspolitik. Skal de frigøres fra brutalitetskonkurrencen på Christiansborg og bidrage til bedre integration, kræver det vilje til at huske, at solidaritet med de svage til venstre og respekt for forskellighed til højre engang var bærende værdier i dansk politik. Det var selvfølgelig før Pia Kjærsgaards tid.