I DEN AKTUELLE debat om Christiania er to ting blandet så godt og grundigt sammen af alle parter, også af christianitterne selv, at det kan føre til fristadens død. Det ene spor i debatten, der efterhånden end ikke er en debat, drejer sig om konsekvenserne af alt det, der gemmer sig under det, som Helge Adam Møller (K) og koret af folketings- og lokalpolitikere fra Venstre og Dansk Folkeparti kalder normalisering. Det andet handler om hash. Om, hvad det danske samfund skal stille op med danskernes forkærlighed for rusmidlet, der som bekendt dagligt handles i store mængder i Pusher Street, hvor selv sklerosepatienter humper ud for at købe det - de betragter marihuanaen som dulmende medicin. Men det sociale eksperiment Christiania er andet og mere end et område i storbyen, hvor man kan købe stoffer. Siden grundlæggelsen i 1971 har det forhenværende kaserneområde på utallige måder bidraget til det omgivende samfund. Både i form af kunst og kultur og livsudfoldelse fra Solvognen til diverse gallerier, biografer, spisesteder, værtshuse og medarbejderstyrede virksomheder og ved med selve sin mirakuløse eksistens i det ellers så regelrette og velfriserede samfund at udgøre et alternativ. Fra økologi til alle mulige - og umulige - forestillinger om kollektivisme og alternative livsformer har Christiania på godt og ondt udgjort en slags barometer for, hvor stor tolerancen er i samfundet udenfor. Det er ikke tilfældigt, at fristaden altid har virket som en magnet på eksistenser, der har haft svært ved at finde sig til rette i det danske samfund. Der er en grund til, at kombinationen af grønlænder og stor hund er hyppig lige netop i Christiania, hvor selvforvaltningen både giver mulighed for at gå i hundene sammen med andre i samme situation - og for at blive hevet op og ind i et fællesskab. CHRISTIANIA SOM alternativ er alt det, som normaliseringen truer. Hvis Venstre og konservative og Dansk Folkeparti får det, som de vil have det, vil områderne i en af Danmarks største turistattraktioner, netop fordi det er anderledes, om få år være solgt til højestbydende med henblik på at få bygget ejerboliger, ligesom det er sket på Holmen, hvor der er boliger, der koster et tocifret millionbeløb. Fristaden vil blive endnu et kvarter i storbyen. Japanerne må nøjes med havfruen, honning-salt-brødet fra bageren i Pusher Street vil uddø, og som det skete i forbindelse med saneringerne i de gamle brokvarterer, vil de hidtidige beboere blive erstattet af nye, der kan betale, hvad det koster. De almindelige markedsmekanismer, den almindelige konformitet, den almindelige idioti, som i forvejen udfolder sig rent bygge- og byplanmæssigt omkring Københavns Havn, vil holde sit lovfæstede indtog. Venstres Christianiaordfører, Jesper Schou Hansen fra Borgerrepræsentationen, der ønsker Christiania solgt til en »storentreprenør«, vil have fået sin vilje. Borgmester Søren Pind (V) vil klippe en snor over og indvi en lille park, hvor pæne borgere kan gå tur med deres hunde uden større risiko for at støde ind i udstødte, utilpassede, fattige eller bare anderledes mennesker end dem, der er omkring millionærboligerne på Holmen, i den gamle frihavn eller nord for København. Og Helge Adam Møller, de konservative indsatsstyrkers trættende og utrættelige forkæmper for lov og orden, vil opleve to ting: en ubændig glæde over, at alt nu endelig er 'normalt' i den storby, han ikke selv bor i - og en snigende erkendelse af, hovsa, at have mistet et kært politisk profileringsobjekt. I 1989 GAV FOLKETINGET tilladelse til permanent bosættelse og selvstyre på visse betingelser. Siden er det politiske flertal skiftet, og der er kun et år til, at den nuværende aftale mellem Christiania og Forsvarsministeriet udløber. På den baggrund er det allersidste udkald for den debat om den fristadsfri hovedstad, som kriminaliseringen af hashen skygger for. Ikke mindst christianitterne selv må ud af starthullerne. Ligesom de frisindede kræfter i Borgerrepræsentationen må det. Der må kunne findes en model for fristadens fremtid, der én gang for alle løsriver den fra Forsvarsministeriet og placerer den i en rummelig lokalpolitisk ramme. Christiania er andet og mere end stoffer. Kan København undvære fristaden som tolerancebarometer? Kan Danmark? Klokken er fem minutter i tolv, og vi mener nej.