Europas asylsystem i støbeskeen ANTALLET AF flygtninge, der søger sikkerhed i Europa, er blevet mindre i de senere år. Selv om elendigheden og undertrykkelsen stadig er stor rundt omkring i verden, er en række flygtningestrømme ophørt. Tæt på gælder det Eksjugoslavien, men også Libanon og Algeriet. Længere væk er Afghanistan og Irak ikke længere storleverandører. Alligevel er der stadig mange, der søger asyl. Det skyldes brændpunkter som Tjetjenien og afrikanske borgerkrige. Men også at Europas stadig mere afvisende holdning til almindelig indvandring igennem meget lang tid har ført til en stigende overbelastning af asylsystemet. Det er bestemt ikke nemt at opnå asyl - slet ikke i Danmark. Men har man først risikeret alt for at nå frem, opgiver man ikke nødvendigvis sit ærinde, fordi myndigheder med rette eller urette ikke vil anerkende, at man er politisk forfulgt. Det belaster yderligere systemet, og det har i mange år næret tanken om at flytte både asylbehandlingen og den umiddelbare håndtering af flygtningestrømme ud i de såkaldte nærområder. Altså tæt på de områder der flygtes fra. IDEEN ER af gode grunde kontroversiel. Risikoen for at der bliver tale om lejrløsninger, hvor både de materielle forhold og den enkeltes retssikkerhed bliver under al kritik, er åbenbar. Den samlede indvandring til Europa er p.t. foruroligende lav i forhold til USA, hvilket er en både økonomisk og menneskelig set skadelig og snæversynet politik. Hvis formål og indhold derfor alene er at reducere indvandringen - hvilket man kan frygte i den aktuelle politiske konjunktur - bør den forkastes. En indsats i nærområdet har imidlertid andre perspektiver. Den vil kræve et samarbejde med nabolandene til de flygtningeproducerende stater, de lande, der i forvejen bærer den største byrde. Det vil sætte fokus på årsagerne til flygtningestrømmene og dermed - forhåbentlig - på mulige løsninger. Endelig kan den elendighed, der knytter sig til menneskesmugling, ulovlig indvandring og tvangsudvisninger måske begrænses. Der er derfor grundlag for at arbejde videre med tankerne. Men det er afgørende, at det sker ud fra velovervejede helhedsbetragtninger i en EU-ramme og under hensyn til de grundlæggende synspunkter, som FN's Flygtningehøjkommissariat repræsenterer. Illusionen om nationalpopulistiske løsninger skal ikke næres. Det er vores egen integrationsminister, Bertel Haarder, der er en af ideens mange bagmænd, forhåbentlig klar over.