Behov for forsoning med USA VREDEN VAR til at forstå, men resultatet helt igennem uigennemtænkt, da stats- og regeringscheferne for de fire EU-lande Frankrig, Tyskland, Luxembourg og Belgien tidligere i sidste uge lancerede en idé om et nyt europæisk militærhovedkvarter. Vreden skyldtes USA's egenrådige og nedladende optræden i Irakspørgsmålet og den efterfølgende krig, som de fire EU-lande var blandt de mest udtalte modstandere af. Med deres forslag om et nyt europæisk militærhovedkvarter ville de sende et signal om, at den amerikanske enegang kunne få alvorlige konsekvenser for den militære alliance med Europa. Det er et signal, som USA bør tage ganske alvorligt, efter at man nu i to omgange inden for et par år har vist, hvor lidt man egentlig interesserer sig for sine europæiske allierede. Da de europæiske NATO-partnere stillede sig til rådighed efter terrorangrebene i USA 11. september 2001 og op til krigen i Afghanistan, optrådte Washington intet mindre end arrogant. Man gad knap kommentere støtten. Den udbredte europæiske modstand over for krigen i Irak affejede man som udtryk for en forstenet tankegang i det, som den amerikanske forsvarsminister i et anfald af fuldkommen diplomatisk afstumpethed kaldte det gamle Europa. MAN KAN forstå trangen til at reagere. Men at foreslå et nyt militært hovedkvarter er ikke bare utroværdigt, det er også med til at uddybe splittelsen hen over Atlanten, og det er der ikke brug for nu. Tværtimod. Derfor var det også positivt, at det ikke var dette forslag, som blev udkommet af weekendens EU-udenrigsministermøde på den græske ø Kastelorizo. Her enedes man i stedet om et udredningsarbejde af fremtidens sikkerhedsmæssige behov og problemstillinger, som så skal behandles på det næste EU-topmøde i Athen i næste måned. Der er tale om et politisk hjørnespark, selv om problemstillingen bestemt er relevant at få belyst, fordi Europa må kunne varetage egne sikkerhedspolitiske hensyn i langt højere grad end i dag, ikke mindst i nærområderne. Lige nu er det imidlertid først og fremmest vigtigt at genfinde takten i den amerikansk-europæiske alliance, som jo trods alle knaster er baseret på et udstrakt fællesskab af fælles værdier i de to økonomiske supermagter. DET KRÆVER noget af alle parter og fører i bedste fald snarest til, at der også i forhold til Irak findes fælles fodslag. Europa ønsker FN koblet på hurtigst muligt, hvilket er indlysende rigtigt og kan være med til at bringe USA ud af den dybt problematiske rolle som besættelsesmagt. Omvendt ser USA gerne europæisk deltagelse i en stabiliseringsstyrke, hvor i første omgang Storbritannien og Polen er tiltænkt en central, men ikke eksklusiv rolle. Det giver alt sammen oplagte muligheder for kompromiser, der kan klinke skårene i det transatlantiske forhold efter udbruddet af Irakkrigen. Den mulighed skal naturligvis udnyttes.