REGERINGEN sendte som bekendt danske soldater i krig uden FN-mandat og uden bred, hjemlig opbakning. Det var en kontroversiel og problematisk beslutning, men der kunne dog argumenteres for, at der var et vist juridisk grundlag for den i den stribe FN-resolutioner, der krævede Saddam Hussein afvæbnet. Med regeringens ønske om dansk kommando over en af de brigader, der nu skal holde Irak besat på ubestemt tid, ville Danmark have bevæget sig ud i det rene folkeretslige ingenmandsland. Der er ikke skyggen af folkeretsligt grundlag for den besættelse af Irak, som USA og Storbritannien nu står i spidsen for. Den er ikke omtalt i en eneste FN-resolution. De to sejrherrer, George W. Bush og Tony Blair, har i runde vendinger talt om en 'vital' rolle for FN. Men derfra til et FN-mandat som det, der i 1999 lige efter krigen skabte grundlag for FN-protektoratet i Kosova, er der langt. Både i tid og i diplomatiske manøvrer, hvis det da overhovedet lykkes at vedtage et. UANSET HVILKEN sproglig klædedragt man iklæder dem - lige nu er 'sikringsstyrke' i høj kurs - vil danske styrker i Irak være en del af en besættelsesmagt. Med de opgaver og risici, der deraf følger. Det store flertal af irakere er helt sikkert glade for, at Saddam Hussein er faldet. Men som det tydeligt er fremgået af de seneste dages demonstrationer, så er afsky for Saddam Hussein ikke det samme som begejstring for det amerikanske overherredømme. Indtil der kommer et legitimt styre i Bagdad - det kan vare længe - vil de udenlandske styrker stå med ansvaret for ro og orden i et splittet, voldshærget land, hvor meget forskellige grupper allerede er begyndt at bejle til magten. Kontrasten til Kosova er igen slående: Ikke bare mangler FN-mandatet, men hvor over 90 procent af befolkningen - og det meste af regionen - dengang så på NATO som befrier, så viser mange irakere allerede åbenlyst, at de er modstandere af den langvarige amerikanske besættelse, der venter forude. DANSKE SOLDATER i Irak risikerer at få helt nye og ukendte opgaver; at håndhæve den amerikanske besættelsesmagts autoritet ved at nedkæmpe oprørere, om nødvendigt bruge magt mod urostiftere, og i værste fald skyde på irakere, der siger nej til, hvad der hurtigt kan blive oplevet som en national ydmygelse. Alt sammen midt i en region, hvor der ses med dyb skepsis på den demokratiske imperialisme, der er perspektivet i USA's fortsatte tilstedeværelse. Er det opgaver som danske soldater er forberedt på, og bør påtage sig? Er det opgaver, som Danmark kan stå inde for? Og hvad er det overordnede udenrigspolitiske perspektiv i at være med i en besættelse, som de fleste EU- og NATO-lande ikke vil deltage i, en opgave som kun en håndfuld lande i verden er villige til overhovedet at overveje at dele med USA og Storbritannien? Skulle der senere blive etableret et FN-grundlag, kan Danmark overveje at gå ind i et arbejde, der under alle omstændigheder er uendelig meget mere kompliceret og farefuldt, end noget danske soldater har været med til i nyere tid. På det foreliggende grundlag virker en beslutning om gå fra en primært symbolsk krigsdeltagelse til søs, til landmilitære opgaver, uforståelig. DET ER et tegn på gryende realisme, at statsministeren i aftes veg tilbage for at gå ind i den entydigt militære opgave, som kommandoen over en brigade på 5.000 mand ville have været. Anders Fogh Rasmussen håber dermed at have genskabt bredere parlamentarisk opbakning til sin kurs ved at fastholde Socialdemokraterne på deres ikke lidet gennemtænkte melding om at ville støtte den mere beskedne 'sikringsstyrke'. At styrken er lille ændrer nemlig ikke på det problematiske ved et fravær af FN-mandat. Under indtryk af koalitionens hurtige militære sejr og plaget af erindringen om fodnotefadæserne i 1980'erne, er det som om dele af den socialdemokratiske folketingsgruppe - i lighed med statsministeren - nu sætter lighedstegn mellem loyalitet over for Washington og udenrigspolitisk ansvarlighed. Det er for overfladisk en måde at føre udenrigspolitik på.USA HAR naturligvis, som New York Times-kommentatoren Thomas Friedmann har udtrykt det, en forpligtelse til at reparere det porcelæn, som det selv har smadret. Bedømmelsen af USA's krig vil i historiebøgerne stå og falde med, hvilken fremtid supermagten nu kan give Irak. Men at Danmark på ukendte præmisser - vi ved endnu alt for lidt om USA's langsigtede planer - deltager i den yderst vanskelige opgave, er betænkeligt. At de små midterpartier stadig er skeptiske, er på den baggrund særdeles velbegrundet. Det er lykkedes at få statsministeren til at indlede en retræte: det rigtige vil nu være at presse ham helt tilbage på det FN-spor, Danmark aldrig burde have forladt.