OM ET PAR uger vil de humanistiske uddannelser fejre sig selv ved en stor festival. Men hvad vil man egentlig fejre? At arbejdsløsheden for nyuddannede nu er oppe på 44 procent - og i stærk stigning? Eller at livsindkomsten for en cand.mag. er i frit fald og nu nede på en smedeindkomst, det vil sige cirka 60 procent af den livsindkomst, som lægen, økonomen, ingeniøren har? Og vil social- og uddannelsesforskeren Erik Jørgen Hansen monstro holde festtalen over temaet: 'Humanisterne - det nye universitære proletariat'? Beskæftigelsessituationen er mildest talt katastrofal for humanisterne. Og det er ikke bare et problem for den arbejdsløse cand.mag. udi filosofi og lingvistik. Det er også et problem for hele samfundet, som i de kommende årtier vil stå med et stort behov for kvalificeret arbejdskraft, bl.a. fordi man har fejluddannet en lang række unge. HUMANISTERNES største problem er, at den humanistiske universitetsverden - med undtagelser - har haft berøringsangst over for begrebet 'erhvervsrelevans'. Holdningen har været, at man er et åndsfag med en stærk forskningstradition, der ikke behøver at kere sig om erhvervsfunktionen. Og i det begrænsede omfang man alligevel har gjort det, har man bildt sig selv ind, at humanisten skam er en stærkt eftertragtet generalist. Mangen en humaniorastuderende vil nynne med på studievejledersangen om, at 'Erhvervslivet og videnssamfundet tørster efter humanister, der kan udlede essensen af store stofmængder'. Men sangen er falsk. Det faglige indhold i en uddannelse er af stor betydning for erhvervsmulighederne. Og hvis det endelig er generalistkvalifikationer, der efterspørges på arbejdsmarkedet, så er det ikke evnen til i årevis at læse store bøger om klædedragternes udvikling i det tidlige. Forasien, men derimod den projekt- og gruppearbejdsform, som gennemsyrer universiteterne i Roskilde og Aalborg. HVIS DEN truende proletarisering af humanistfagene skal bremses, må humaniora først og fremmest vride sig fri af alle de selvglorificerende myter. Og indstille sig på at gøre uddannelserne mere erhvervsorienterede. Samtidig er der brug for politikere, der tør tage et ansvar og regulere tilgangen til humaniora. Til fordel for samfundet. Og til fordel for de unge.