0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tilfældet Syrien

Famlende og farlige Washington-udspil

Leder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

SYRIEN ER undertrykt af en koldsindig diktator. Det besætter og underkuer sit naboland Libanon. Og det har i mange år givet husly til internationale terrorister. Men skulle USA nu ikke tage en god, lang snak med de syriske myndigheder frem for at true med bål og brand?
For ligesom Syrien eller rettere dets regime legemliggør mange af den arabiske verdens dårligdomme, er 'Syriensagen' også en legemliggørelse af dilemmaer og begrænsninger i USA's famlende Mellemøstpolitik.

SELVFØLGELIG ville det være stærkt provokerende, hvis Syrien hjalp selvmordsattentatmænd ind i Irak og irakiske krigsforbrydere ud af landet. Men det første har Syrien sagt, at det vil stoppe. Det andet benægter Syrien, at det overhovedet har gjort. Og rent faktisk tilbyder Assadregimet, der har solet sig som den mest USA-kritiske arabiske regering, faktisk forhandlinger med Washington om både disse og andre mellemværender. Skulle Bushregeringen her kunne bevise, at Syrien har hjulpet Saddam Hussein ved at skaffe ham våben eller med at skjule kemiske våben, er det da bare at fremlægge beviserne i en fart og lade Syriens regime opføre sig ordentligt, som dets regering lover.

HVIS DE amerikanske trusler skal forestille at være et led i supermagtens pludselige omhu for demokratisering, vil Washington også være godt tjent med at begynde forfra. Der er alle tænkelige grunde til at favorisere et systemskifte i Syrien. Ingen af dem taler for trusler om krig.

Hvis den syriske befolkning pludselig føler sig urimeligt rodet ind i USA's irakiske hvirvelvind, som strengt taget ikke skyldes Syrien - før eller nu - er det forståeligt. Syrerne har, i nogen grad ligesom irakerne, i årevis været ofre for lige dele lokal undertrykkelse og international isolation. Men de har endnu ikke haft grund til at formode, at de som arabiske borgere i det syriske diktatur overhovedet skulle være omfattet af amerikansk interesse for slet ikke at tale om sympati.

GUSTENT magtspil er et dårligt udgangspunkt for demokratisering.

Hvis USA vitterlig vil satse på demokratisk forandring af den arabiske verden frem for at satse på den stabilitet, som hidtil har bygget på alliancer med alle hånde undertrykkere, ville supermagten tjene sig selv og de arabiske befolkninger ved at lægge det frem som en åben og strategisk politik. Det vil ikke kræve krige. Men det vil kræve, at USA gør venner og uvenner - i ikke kun Syrien, men også Saudi-Arabien og Egypten - klart, at man ønsker, støtter og tilstræber demokratiske reformer, selv om det i sidste ende vil betyde, at alle regeringer, også i disse lande, må stå til demokratisk ansvar ved frie valg.

Det vil bidrage til at fremskynde en nødvendig demokratisk reform. Men Syriens mulige hjælp til Saddam Hussein er et andet problem. USA gør klogt i at håndtere begge dele uden krig og krigstrusler - men med vægt at vinde arabisk forståelse, ikke på at skræmme hvem som helst med den magt, der vinder krige, men sjældent venner.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere