BØRNERÅDETS tidligere formand, Per Schultz Jørgensen, har læst evalueringsrapporten om børnehaveseminariernes uddannelsespolitik og konkluderer, at pædagogerne bør være meget mere opmærksomme på den rolle i opdragelsen, som samfundet pålægger dem. Vore dages forældre er milevidt fra den gamle halvtredsermodel, hvor kernefamilien var normen, og moderen var den person, som først og fremmest tog sig af børnene. Vore dages forbillede for familien er mangedoblet og diffust: stedbørn og papbørn, helsøskende og halvsøskende, forældre og pædagoger og lærere og venner kappes om at forme den næste generation. Børnene er mange timer i institution hver dag - så ville det også være mærkeligt, hvis denne institution fralagde sig ansvaret for den påvirkning, der finder sted. Opdraget bliver der - også i de øjeblikke, hvor vi ikke er os nogen opdragelse bevidst. Der findes blandt andet den styrke, som hedder eksemplets magt. Børn lader sig påvirke af den omgangsform, de bliver præsenteret for. Adskillige børneforældre kan tale med om den indflydelse, pædagogerne har. Her har man for eksempel i al stilhed drukket af papkartonen, men børnehavens opdragelse virker i flere led: ulækkert, formaner børnene. Sådan gør man ikke! MÅSKE overvurderes problemet om børneopdragelse en hel del. Der er ikke de store konflikter mellem hjem og pædagoger om børnenes opdragelse. Uregerlige børn opfører sig pænt, når de er i børnehave, og mindre pænt når de er hjemme. Det vigtige aspekt af diskussionen drejer sig om de truede børn. Her har Schultz Jørgensen ret: Pædagoguddannelsen bør understrege det menneskelige og faglige ansvar, som pædagogerne har over for de svageste. De skal kunne blande sig - men med hvilken autoritet? Hvis magten skal deles, har vi en anden situation, og konfliktmuligheder må ikke undervurderes. Så lad os bruge ordet indflydelse - og give pædagogerne den uddannelsesmæssige ballast, som kan overbevise de tvivlende. Opdragelse er et kedeligt ord - hvad pokker er det, børnene skal drages op til? - men kærlighed, udvikling, fællesskab og samvirke er vigtige målsætninger. Det kan ikke skade, at pædagogerne også i teorien er med i udformningen af fælles værdisæt - når de nu er det i virkeligheden.