IRAKS KURDISKE befolkning har al mulig grund til at frygte fremtiden. Fortiden har lært dem en blodig lektie: Alene under Saddam Husseins 24 år lange regime har hundredtusinder mistet livet eller er 'forsvundet'. Læg dertil massiv undertrykkelse, vilkårlige fængslinger, tortur og anden ydmygelse, som ikke skelnede mellem ung og gammel, kvinde og mand. I de seneste år har de irakiske kurdere nydt godt af det selvstyre, som blev etableret efter den forrige Golfkrig og betød, at Saddam Husseins regime ikke kontrollerede store kurdiske områder i det nordlige Irak. Med regimets sammenbrud er kurdernes fremtid atter til diskussion, og vanen tro er det mange andre end kurderne selv, der har det helt store at skulle have sagt. Det forpligter. Af hensyn til den ustabile situation i området er det vigtigt, at den amerikansk-britiske koalition indfrier deres løfte om at holde Irak samlet. Det kræver imidlertid, at der udvises forståelse over for kurdernes situation, og at de tildeles udstrakt selvstyre samt en indflydelse på en kommende irakisk centralregering, som står i forhold til deres antal. Det indebærer også, at et kurdisk selvstyre får en rimelig andel af de olieindtægter, der tilbage i historien har gjort Nordirak til et ombejlet område for verdens store magter. Hensynet til kurderne har altid vejet mindre tungt end hensynet til de enorme oliekilder. TYRKIET ER en af de store magter, der nidkært følger udviklingen. Også tyrkerne har historisk været fokuseret på olien i området, men der er også en anden grund til interessen: frygt for at Husseinregimets sammenbrud vil bane vej for en kurdisk stat, som kunne give Tyrkiets egne kurdere appetit på at blive en del af sådan en stat. Dermed vil Tyrkiet ikke alene miste land, men også få en ny nabo at tage hensyn til. Begge dele er uspiselige for Ankara. Desværre har den tyrkiske ledelse aldrig forstået eller i hvert fald ikke taget konsekvensen af, at den selv har leveret hovedårsagen til kurdernes ønske om en egen stat. I generation efter generation er de tyrkiske kurdere blevet undertrykt, og det EU-lystne Tyrkiet mangler fortsat at overbevise om, at situationen er blevet bedre efter vedtagelsen af den reformpakke, som skulle lette adgangen til EU. Reformerne blev vedtaget, men er langtfra gennemført. Så længe det er tilfældet, vil Tyrkiets 18 millioner kurdere drømme om deres egen stat, eller i det mindste om udstrakt selvstyre. Den drøm vil kun vokse sig større, hvis sejrsmagterne efter den nuværende Irakkrig gør det eneste moralsk forsvarlige: sikrer rimelige forhold for de irakiske kurdere.