DER VAR fredagsbøn og demonstration mod krigen i Irak her på Rådhuspladsen i København i går. Mænd og kvinder bad adskilt. Den katolske kirke tillader ikke kvindelige præster, og både i jødiske og i muslimske trossamfund verden over er kvinder og mænd adskilt under gudstjenesten. Kønnene er ikke bare placeret hver for sig; faktisk indtager kvinderne en mere ydmyg og mindre central placering end mændene. Disse traditioner og ritualer er en del af grunden til, at vi er nogle stykker - både her på Rådhuspladsen og andre steder - der ikke er medlemmer af de pågældende trossamfund. Enhver kvinde eller mand, der måtte fravælge en af disse religioner, med henvisning til at traditionerne er patriarkalske og undertrykkende, har vores fulde sympati. Er vi af den grund tilhængere af, at der gribes ind over for den kønsdiskrimination, som hver uge praktiseres i danske moskeer og i den danske synagoge? Naturligvis ikke, og det er der formentlig kun meget få danskere, der er. Pointen med religionsfrihed og tolerance er jo netop, at man tolererer noget, der er anderledes end det, man selv står for. Hvis det ikke var anderledes, var der jo ikke brug for tolerance. STILLER SAGEN sig anderledes, fordi gudstjenesten - den muslimske fredagsbøn - flytter ud i det offentlige rum midt på Rådhuspladsen? Selvfølgelig ikke. Offentlige gudstjenester er ikke noget ukendt fænomen i Danmark og Europa, og offentlige gudstjenester må naturligvis udføres på samme måde, som når de foregår indendørs. Fredagsbønnen var en lovligt anmeldt begivenhed, og Rådhuspladsen stilles på samme vilkår til rådighed for alle andre små og store grupper i det danske samfund. Med hvilken begrundelse skulle den næststørste religion herhjemme ikke have samme adgang til synlighed i en alvorlig sags anledning som alle andre? Det er rent ud sagt ubegribeligt og forstemmende, at den radikale landsformand, Søren Bald, har valgt at tage afstand fra det radikale medlem af Borgerrepræsentationen Tanwir Ahmads rolle som initiativtager. Fredagsbønnen er kønsopdelt hver fredag. Er det virkelig landsformandens opfattelse, at man ikke kan være jøde, muslim eller katolik, og aktiv radikal? Tolerance er tolerance for dem, der har andre værdier, og deres frihed til at være anderledes kan kun begrænses, hvis og når den skader andre. Det gør en fredelig gudstjeneste ikke, uanset i hvilken grad den samtidig var en politisk demonstration. Hvorfor er det så svært at fastholde det i Danmark for tiden?