DET ER SVÆRT at overdrive, hvor enestående en situation det er, der vil foreligge, når USA og Storbritannien har fået erobret Irak. Det er naturligvis ikke første gang, at USA fører krig rundt omkring i verden; siden Anden Verdenskrig har vi oplevet både en Korea- og en Vietnamkrig og en lang række mindre operationer. Men hvis man ser bort fra episoder som invasionen af Grenada og nyere FN-besluttede operationer, så har der altid været tale om, at USA støttede et etableret regime, der var under angreb af indre eller ydre fjender. Regimerne har dækket viften fra demokrati til diktatur, men det har på godt og ondt altid været en eksisterende tilstand, altså stabiliteten, man har forsvaret. Denne gang er der tale om en angrebskrig, der har til formål at afsætte et regime, og som vil medføre, at USA tager ansvaret for et land på 24 millioner indbyggere. Man skal tilbage til slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede for at finde fortilfælde - med andre ord, man skal tilbage til kolonitiden. DEN ENESTE præcedens, der findes, er Afghanistan, men der er store forskelle: Talebanerne var ikke et internationalt anerkendt regime, men blot de midlertidige sejrherrer i en mere end 20-årig borgerkrig. Og Afghanistan-angrebet havde bred international støtte. USA's forsvarsminister, Donald Rumsfeld, har som sædvanlig et klart svar: Han bombarderer Det Hvide Hus med memoer, hvori han kræver en overgangsregering udnævnt under ledelse af Ahmed Chalabi, leder af den irakiske nationalkongres. Det er imidlertid tvivlsomt, hvor mange irakere der kender - eller støtter - denne eller andre irakiske eksilpolitikere. Tony Blair kæmper omvendt for en FN-konference og en FN-rolle, der kan give fredsstyret den internationale legitimitet, krigen har savnet. Men i et splittet verdenssamfund bliver det svært for diplomatiet at indhente de militære kendsgerninger - og de akutte humanitære udfordringer - i Irak. Og hvor mange indrømmelser vil selv en Colin Powell give til stormagter og lande, der ikke har ydet deres bidrag til den militære sejr, der nu nærmer sig? Indvarsler krigen i Irak en ny kolonitid? Hvad kan eskalerende ustabilitet ikke bare i Irak, men i hele Mellemøsten føre til? Vil irakerne nu få den bedre fremtid, Bush og Blair har lovet dem? Hvor klar sejren end bliver, blæser svarene på alle de spørgsmål i vinden. Men svarene er afgørende for, om der i de kommende dage bliver andet og mere at fejre end en tyrans forudsigelige fald.