ALDRIG HAR vi fået så meget at vide om en krig, samtidig med at den foregår. Journalister fra verdens førende medier er placeret helt ude i fronten, arabiske medier supplerer og korrigerer de vestlige nyhedskanaler, og de militære og politiske ledere på begge sider giver interview og organiserer læk til højre og venstre. At vi får mere at vide end nogensinde før betyder ikke, at vi ved alt. For det første fordi det gør ingen. Krig rummer et uudryddeligt element af destruktion, frygt og usikkerhed, der gør den både uforudsigelig og uoverskuelig i sit væsen - også for generalerne. For det andet er der meget, vi ikke må få at vide. For det tredje fyldes vi også med misinformation - både i form af parternes bevidste propaganda, og i form af de misforståelser, som mediedækningen spreder og forstærker. HVAD BLEV der af de Scud-missiler, som Irak de første dage fyrede af mod Kuwait? Ja, de var slet ikke ulovlige Scud-missiler, men kortrækkende raketter. Hvad blev der af den kolonne med over 70 irakiske kampvogne, der forleden var brudt ud fra Basra? Ja, der var i virkeligheden tale om et dusin mere almindelige køretøjer på en forsigtig rekognoscering. Journalister placeret i frontlinjen synes naturligt nok, at det, der foregår lige dér, hvor de er, er højdramatisk. Det er ikke kun manipulerende presseofficerer, der forøger krigens uundgåelige tåge. Om den britiske melding om et folkeligt oprør i Basra, der ikke rigtig blev til noget, blev fremsat i god tro eller var propaganda, ved vi for eksempel stadig ikke. EFTER NI dages krig kan det konstateres, at det irakiske regime ikke er brudt sammen. Det står også klart, at det har været en effektiv irakisk taktik at efterlade loyale paramilitære enheder i de sydirakiske byer. Det har gjort den amerikansk-britiske koalitions lange forsyningslinjer sårbare. Da koalitionen nødig vil kaste sig ud i gadekampe, fungerer byerne som en slags 'helle'. En del af krigens tåge skyldes imidlertid også interne magtkampe i Pentagon. Her står forsvarsminister Donald Rumsfeld og yngre officerer, der tror, krigen kan vindes med mobile landstyrker støttet fra luften, over for de fleste generaler, der ville foretrække at have langt flere og tungere enheder til rådighed. Her er det ikke kun Irak, men USA's kommende militærdoktrin og store våbenprogrammers fremtid, der er på spil. Deraf masser af læk om problemer, der afspejler en bureaukratisk krig langt fra den virkelige. BETYDER USA's små og store vanskeligheder, at vi kan imødese en pause i krigshandlingerne, mens man venter på forstærkninger, hvoraf de første kan være fremme i midten af april, og hvoraf de fleste har været tænkt som besættelsesstyrker, ikke kampstyrker? Det er ikke det mest sandsynlige. For hver uge der går, vokser vreden i den arabiske verden, mens også den øvrige internationale offentlighed bliver mere og mere kritisk. Vi har heldigvis endnu ikke set hverken militære eller civile tab, der i historisk eller lokalt perspektiv kan betegnes som store. Alene oprørsforsøget i Sydirak mod Saddam efter den første Golfkrig kostede til sammenligning omkring 60.000 mennesker livet. Men hver dag, der går, vil bringe sin ulykke, sin egen melding om tab af uskyldige menneskeliv. Selv om de mange informationer, vi får om krigen, ikke giver noget klart overblik, så tegner de dog et billede af gru og vold, der på lidt længere sigt kun kan svække også den hjemlige opbakning til Bush og Blair. Endelig og militært afgørende, så er det Saddams kontrol over Bagdad, der giver mening til lokale irakiske styrkers kamp. Først når han er væltet eller meget hårdt trængt, kan koalitionen forvente, at regimet for alvor smuldrer lokalt. AFGØRENDE POLITISKE og militære hensyn peger altså i samme retning: Et angreb på republikanergarden omkring hovedstaden, og måske på selve Bagdad, er formentlig nært forestående. Den kommende uge kan blive præget af hårde kampe. Udfaldet af det slag gør skrivebordsgeneraler nok klogt i ikke at gætte alt for præcist på. Siddende på tryg afstand i et Danmark, der af helt uforståelige årsager har valgt at engagere sig aktivt og militært i denne højrisikable operation, kan man kun håbe på, at USA's militære ledelse ved, hvad den gør, og fortsat vil være i stand til at begrænse de uundgåelige, menneskelige tab. Det siger sig selv, at slagets udfald - for slet ikke at tale om en mange uger lang udskydelse af det endelige opgør med Saddam - vil få afgørende betydning både for det irakiske folks øjeblikkelige skæbne, og for de vilkår, der vil præge den efterfølgende besættelse af landet. AT FREDENS udfordring i dette tilfælde overstiger krigens, kan der ikke være tvivl om. Ingen af de mange regionale forviklinger og overordnede internationale spørgsmål, som USA's beslutning om at gå i krig uden bred international og regional opbakning, rejser, har endnu fået klare og overbevisende svar. Hvor problematisk krigsgrundlaget end var, er det også årsagen til, at alle fortsat bør ønske amerikanerne og briterne den størst mulige krigslykke. Først når krigen er vundet, og freden kommer, kan alle gode kræfter for alvor samles om at gøre en ende på den blodige, undertrykkende og magtesløse hverdag, der har været irakernes grundvilkår i årtier