EN KLOG mand har sagt, at hykleriet er lastens tribut til dyden. I det lys er det opmuntrende, at den britiske og den danske regering bruger så meget energi på at hævde, at der er mandat i gamle FN-resolutioner til deres deltagelse i den amerikanske krig mod Irak. Som påvist i Kroniken i går, så passer det ikke. Men det viser, at de to regeringer stadig bekender sig til idealet om en international retsorden med FN centralt placeret. At FN skal have en central rolle i forbindelsen med skabelsen af et nyt Irak efter krigen, var da også det eneste, det dybt splittede EU kunne blive enig om på topmødet op til weekenden. Det drejer sig ikke bare om praktiske opgaver: Ligesom efter Kosovakrigen, skal Sikkerhedsrådet vedtage et mandat, der kan danne grundlag for, hvordan Irak skal styres efter Saddam Husseins fald. I modsat fald vil enhver ændring af Iraks institutioner og en fortsat militær besættelse da også principielt savne folkeretslig legitimitet. SPØRGSMÅLET ER imidlertid, hvordan USA ser på den sag. Hvor Tony Blair og Anders Fogh Rasmussen hyklerisk, men fremadrettet, hævder, at krigen er FN-godkendt, og at freden skal forvaltes af FN's, så lægger George W. Bush ikke skjul på, at krigen blandt andet føres, fordi FN's Sikkerhedsråd har svigtet. Det var på et hængende hår, at USA i efteråret besluttede sig for at gå i Sikkerhedsrådet. Og det forløb endte med en diplomatisk ydmygelse af USA, og en svækkelse af udenrigsminister Colin Powell. Situationen kompliceres af, at Frankrig ikke på nogen måde ønsker at legitimere USA og Storbritanniens krig. Præsident Chirac truede efter EU-topmødet med, at Frankrig vil vende sig imod en FN-resolution, der lovliggør en besættelse af Irak, forestået af USA og Storbritannien. BUSHREGERINGEN har en pragmatisk interesse i at få frigivet de irakiske oliemilliarder, som står indefrosset i FN, og som kan bruges til genopbygning. Men en række af USA's planer ser kontroversielle ud set med FN-øjne. Det drejer sig om ideen om at indsætte amerikanske 'skyggeministre' overalt i den irakiske forvaltning, og det drejer sig om at udnævne en irakisk eksilpolitiker som leder af et overgangsstyre under amerikansk, militær overhøjhed. Der er plads til forhandling, men situationen er sprængfyldt med potentielle konflikter *ts og i øvrigt også med dilemmaer. For der er også stærke kræfter i Bushadministrationen, der gerne ser USA forlade Irak hurtigt, hvis de kan slippe af sted med det. Og et Irak uden en stærk amerikansk militær tilstedeværelse er formentlig et Irak, der går i opløsning. Forspillet til krigen splittede verdenssamfundet dybere end længe. FN har tidligere i lange perioder prøvet at være svagt og skal nok overleve. Men det er desværre ikke nogen selvfølge, at opgøret om freden bliver mindre dramatisk, end forspillet til krigen var det.