KRISEN I IRAK var en af de to udslaggivende faktorer bag Centerpartiets - knebne - valgsejr ved søndagens valg i Finland. Den sidste uge af en ellers udramatisk valgkamp blev helt domineret af det ledende oppositionsparti, Centerpartiets, voldsomme kritik af statsminister Paavo Lipponen for at have lagt sig på en alt for USA-venlig linje i Irakspørgsmålet. Anneli Jäätteenmäki, den kvindelige leder af Centerpartiet, udnyttede med stor dygtighed, at opinionen i Finland er dybt skeptisk over for en Irakkrig. Med 24,7 procent af stemmerne overhalede Centerpartiet Lipponens socialdemokrater som landets største, og det placerer Jäätteenmäki for enden af bordet i de sonderinger og forhandlinger om en ny regeringsdannelse, som forestår. Hun kan blive Finlands første kvindelige statsminister, og sker det, er det i dobbelt forstand historisk, idet Finland allerede har en kvindelig præsident. GENNEM DE sidste otte år har Finland været regeret af en bred samlingsregering, spændende fra det SF-lignende Venstrealliancen til det konservative Samlingspartiet under ledelse af Lipponen; også landets næste regering vil blive en flertalsregering, idet mindretalsregeringer er utænkelige i Finland. For den driftsikre Lipponen er prisen for de foregående års politiske stabilitet paradoksalt nok, at store dele af befolkningen er blevet mere og mere uinteresseret i politik. Kun 70,5 procent af vælgerne gik til stemmeurnerne, hvilket er bemærkelsesværdigt lavt ved et folketingsvalg i et nordisk land. Den dalende interesse for politik er den anden årsag til Jäätteenmäkis valgsucces, der dog ikke blev lige så stor, som socialdemokraterne frygtede. Mange vælgere stemte ud fra et simpelt ønske om forandring og satte derfor kryds ved det tydeligste alternativ til Lipponen. Hvis de får deres vilje, hedder Finlands næste statsminister Anneli Jäätteenmäki, men intet er sikkert. En flertalsregering mellem Centerpartiet og socialdemokraterne har Finland før prøvet. Men Lipponen har det ikke godt med Jäätteenmäki og vil næppe acceptere andet end statsministerposten, selvom han med sin store internationale erfaring, ikke mindst hvad angår EU, også ville være en god udenrigsminister.