EU HAR UMÅDELIG svært ved at slippe tøjlerne og lade landbruget styre af markedet. En hurtig afvikling af de mest markedsfjendtlige ordninger ville ellers være en fordel på stort set alle fronter: lavere skatter, lavere priser, mindre forurening, et bedre forhold til USA og et hårdt tiltrængt skub til ulandenes økonomi. Landmændenes snævre egeninteresse i at holde en lind strøm af euro kørende er ikke noget godt argument for at blive ved. Men der er et andet hensyn, som fortjener opmærksomhed: Vi vil have sikkerhed for, at Europa er selvforsynende med fødevarer.Vi skal kunne stille mad på bordet hver dag, uden at vi skal være afhængige af producenter og regimer andre steder i verden, som måske ikke altid er til at stole på. Tankegangen var relevant, da den fælles landbrugspolitik blev skabt. Sult var et regulært problem i efterkrigstidens Europa, og først efter nogle år med massive tilskud fra Bruxelles blev de daværende EF-lande selvforsynende og i stand til at eksportere fødevarer. SIKKERHEDSLOGIKKEN er stadig højaktuel - men den er vendt om. I de sidste 30-40 år har vi kæmpet for at komme af med gigantiske overskudslagre. Vi har læsset det af på fattige markeder, hvor det bliver solgt for en slik. Vi har derved gjort mange regioner unødigt afhængige af import, samtidig med at vi har lukket vores eget marked med kvoter og toldmure. Vi har smadret det lokale landbrugserhverv. Vores landbrugspolitik er blevet kilde til økonomisk underudvikling, social uro og politisk frustration. Vores brød er blevet andres død. NETOP NU er der en enestående chance til at gøre noget. Forhandlingerne om en global ramme for landbrugsstøtte går ind i den afgørende fase og skal afsluttes til sommer. EU-landene har i princippet erklæret sig villige til at gå langt for at løse det - på linje med verdens øvrige ledere, der kort efter terrorangrebet 11. september satte de nuværende forhandlinger i gang i erkendelse af, at en global landbrugsreform spiller en vigtig rolle for verdensfreden. I mellemtiden er amerikanerne gået den modsatte vej med en dramatisk forhøjelse af landbrugsstøtten. Det har givet EU-landene en undskyldning for at trække i land. Vor egen fødevareminister Mariann Fischer Boel (V), der selv er storbonde, lægger vægt på landmændenes interesser. Statslederne, herunder den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), må gribe ind og fastholde fokus på det væsentlige. Landbrugspolitik er for vigtig til, at den kan overlades til landbrugsministre.