ARIEL SHARION vil fortsat være Israels statsminister, når det israelske parlament torsdag præsenteres for landets nye regering. Det har også været vælgernes ønske. Men den regering, Sharon nu danner, peger i retning af en helt anden politik, end de israelske vælgere ifølge meningsmålinger foretrækker. Vælgerne vil opgive bosættelser, men Sharon har allieret sig med Israels nationalreligiøse parti, NRP, der vil fastholde bosættelserne og bygge flere. Vælgerne er positive over for oprettelsen af en palæstinensisk stat, mens NRP er imod. Og vælgerne er positive over for israelsk tilbagetrækning fra palæstinensiske områder - NRP er imod. Det er med andre ord nu, Sharon skal vise, om det er alvor, når han siger, at han selv er for oprettelsen af en palæstinensisk stat og for israelske indrømmelser. DEN NY regering, der også vil tælle et verdsligt midterparti, Shinui, ser foreløbig ud til ikke at få flere end 61 af det israelske parlaments 120 pladser. Det bliver knebent, ustabilt og højrenationalistisk - hvor Israel og fredsprocessen har brug for det modsatte: klare flertal i parlamentet, stabilitet i fredspolitikken og forsonlighed over for palæstinenserne. At palæstinenserne også står uden en stabil ledelse, kan de takke både egne rabiate bevægelser og Israels voldsomme ødelæggelse af det palæstinensiske selvstyre for. Resultatet er sørgeligt: Aldrig har Israel og palæstinenserne haft så meget brug for stærke, forsonlige ledere. I stedet lider begge parter under svage og desperate ledere, der forveksler magt med ret. BÅDE for israelerne og deres allierede, ikke mindst USA, er den ny regering i det mindste en lejlighed til at se forskel på højre og venstre. Hidtil har det israelske højre kunnet bruge sine koalitioner med det konkurrerende arbejderparti til at love fredsvilje. Og Arbejderpartiet har kunnet bruge Sharon som undskyldning for ikke at producere fremskridt i fredsprocessen. Den smalle koalition giver håb om, at Israel ikke skal vente i årevis på et nyt valg. Da vil Arbejderpartiet og vælgerne forhåbentlig være parate til de indrømmelser, der vitterligt er nødvendige for, at palæstinenserne kan få en egen stat, og for at Israel kan komme ud af sin besættelsespolitiks blodige morads. Begge dele er en forudsætning for fred. Hverken Israel eller palæstinenserne har råd til at vente længe. Et internationalt engagement, der nyder begge parters tillid, er nødvendigt. Ellers bliver der mere krig, ikke fred.