MILLIONER AF mennesker gik på fredsmarch i weekenden. Samtidigheden hen over døgnet blev i en globaliseret verden et billede på, at udtrykket 'én verden' så småt har indledt den lange rejse fra utopi til realitet. Men stærkest var protesterne alligevel i Europa. Flere vestlige regeringer frygter, at de store fredsdemonstrationer vil svække presset på Saddam Hussein og dermed forsinke målet om at afvæbne Irak. Frygten er forståelig, men dybest set er det en styrke, at demokratier drøfter storpolitiske spørgsmål åbent. Det duer ikke at give præsidenter, statsministre og udenrigsministre monopol på så alvorlig en debat. De fleste demonstranter véd godt, at Saddam Hussein er en diktator. Når de går på gaden, er det ikke for hans skyld, men fordi de er modstandere af krig i al almindelighed og af den krig, som USA lige nu er ved at gennemtrumfe, i særdeleshed. Der var kritik, men ingen store demonstrationer, under krigen i Afghanistan i 2001-2002 og under luftkrigen mod Serbien i 1999. I begge tilfælde var det store flertal i både Europa og USA klar over, hvorfor krigen blev ført, og hvorfor den var nødvendig. Den barske sandhed, som præsident Bush og Anders Fogh Rasmussen med deres kritik af demonstranterne forsøger at undvige, er, at denne gang er offentligheden ikke overbevist. HVIS DEMOKRATIER skal i krig, er det imidlertid afgørende at tage den offentlige mening alvorligt. Det er derfor ikke bare urimeligt, men også uklogt, hvis demokratisk valgte ledere bare fejer de mange bekymrede stemmer til side. Det betyder ikke, at de skal regere efter opinionsundersøgelser, endsige efter demonstrationsslogans. Men de kan heller ikke nøjes med blot at gennemføre, hvad de finder udenrigspolitisk mest rigtigt - eller mest bekvemt. Hvis de vil støtte det USA, der efter alt at dømme er på vej i krig under alle omstændigheder, skal de ud og forklare hvorfor. Loyaliteten mod FN - hvis det ender sådan - kan være ét argument. Behovet for at stække eller afsætte en farlig og undertrykkende diktator er et andet, som vi ikke hører meget til. Det eneste, vores ledere i hvert fald ikke bør gøre, er at udvise foragt for dem, der ikke er overbeviste, og som dermed spiller deres rolle som skeptisk, demokratisk opinion.