USA BETALER i disse dage prisen for den ensidige og provokerende måde, hvorpå det har sat Irakspørgsmålet på den internationale dagsorden. I Washington ses opgøret med Irak som en del af krigen mod terror efter 11. september. Sådan er der ikke ret mange andre, der ser det. Forbindelsen mellem al-Qaeda og Bagdad forekommer stadig alt andet end underbygget - og den kendsgerning, at Osama bin Laden nu bruger Irakspørgsmålet i sin hadefulde propaganda, ændrer ikke på det. Det er heller ikke indlysende for andre end Bushadministrationen, at Saddam Hussein, selv om han utvivlsomt pusler med masseødelæggelsesvåben, lige nu udgør en overhængende trussel mod Iraks naboer eller resten af verden. PRÆSIDENT BUSH har samtidig formuleret en amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, der afviger ganske dramatisk fra hans forgængeres. Hovedvægten er lagt på varetagelsen af USA's nationale interesser, ikke på fælles atlantiske eller globale værdier. USA forbeholder sig nu ret til at slå til, før det er blevet angrebet. Afskrækkelse og inddæmning af modstandere er ikke længere nok. Samtidig har USA sagt nej til en række traktater og aftaler, som USA's allierede lægger stor vægt på. På den baggrund er det alt andet end overraskende, at USA's krigsplaner nu mødes med skepsis i en stærk europæisk opinion, som Frankrig og Tyskland i disse dag har stillet sig i spidsen for. USA HAR imidlertid ét argument for at konfrontere Saddams Irak, som stormagterne og det øvrige Sikkerhedsråd har svært ved at komme uden om. Efter sit nederlag i Golfkrigen forpligtede Irak sig selv til at afskaffe alle masseødelæggelsesvåben. Dette krav til Irak er fastholdt gennem 12 år og nu 17 FN-resolutioner. Og der er vel at mærke ikke tale om velmenende og betingede FN-resolutioner af den slags, som verden ignorerer mange af. Der er tale om vedtagelser, der stiller præcise og konkrete krav, og hvoraf det fremgår, at det vil få alvorlige militære konsekvenser, hvis de ikke respekteres. Det svækkede USA's troværdighed, at præsident Bush først 12. september 2002 - mange måneder efter at han havde sat Irakspørgsmålet på dagsordenen - valgte at gå FN-vejen i sit opgør med Irak. Ligesom det virker provokerende, at han løbende markerer sin vilje til at føre krig mod Irak, selv hvis Sikkerhedsrådet ikke kan samles om det standpunkt. Men USA gik dog FN-vejen, og resultatet blev en triumf for det mere klassiske amerikanske diplomati, som udenrigsminister Colin Powell repræsenterer. I november 2002 vedtog Sikkerhedsrådet enstemmigt et krav om, at Irak skal lade sig afvæbne under overvågning af FN's våbeninspektører. Det stod og står klart for alle, at hvis Irak ikke bøjer sig for dette krav, er alternativet krig. Men bedømmelsen af, om Irak har gjort det, tilkommer i sagens natur Sikkerhedsrådet og våbeninspektørerne. LIGE NU arbejder Frankrig på at samle Sikkerhedsrådet, herunder to andre vetomagter, Rusland og Kina, på en anden linje end den, USA og Storbritannien står for. Jokeren i det spil er Hans Blix, der i morgen skal fortælle rådet, hvor lidt eller hvor meget Irak samarbejder om at lade sig afvæbne. Forsvarsalliancen NATO oplever i disse dage, hvordan splittelse kan føre til handlingslammelse og krise. Risikoen for en krise, der i realiteten gør FN's Sikkerhedsråd ukampdygtigt, er nu også til stede. Og dermed er der langt mere på spil end det spørgsmål om krig eller fred i Irak, der umiddelbart er stridens genstand. Det er legitimt, hvis Frankrig og andre mener, at Saddam Husein skal have endnu en allersidste chance for at vise samarbejdsvilje. Derimod er det i strid med den enstemmige FN-resolution fra november, hvis de nu vil opfinde alle mulige andre veje til den afvæbning, som verden kræver af Irak, end den Sikkerhedsrådet har besluttet sig for. DET VIL i det meste af Europa blive oplevet som helt uacceptabelt, hvis USA i sidste ende valgte at føre krig på tværs af FN's Sikkerhedsråd. Det ville være et tilbageslag, der rækker langt ud over den aktuelle krise. Netop derfor er det vigtigt, at tilhængere af stærke internationale spilleregler - ikke mindst europæerne - selv er loyale over for de normer, der gælder, og de beslutninger, de selv har været med til at træffe. Det er ikke tilfældet i den aktuelle NATO-krise, hvor de tre blokerende lande har en dårlig sag. Uanset hvor skeptisk man kan være over for USA's krigsplaner, gælder det derfor om at holde tungen lige i munden. Internationale normer er især i små og mellemstore landes interesse. USA kan desværre bedre undvære FN, end FN kan undvære et USA, der arbejder inden for FN's rammer. Bushadministrationen skal ikke have nogen undskyldning for at forlade FN-vejen. Prisen for det er, at det er Saddam Hussein og Hans Blix - og ikke vetoer - der bør afgøre, om krigen kommer eller ej. Når bølgerne går højt, er det særlig vigtigt at fastholde de normer, der trods alt er bygget op i verdenssamfundet. Det har USA et stort ansvar for at respektere. Men det har resten af Sikkerhedsrådet, herunder Frankrig, så sandelig også. Et sammenbrud vil kun efterlade tabere.