Efter en uge, hvor USA og Storbritannien på den ene side, Frankrig, Tyskland og Rusland på den anden side, har talt sig længere og længere væk fra hinanden i Irakkrisen, var det sundt at blive bragt ned på jorden af FN-inspektørernes rapport til Sikkerhedsrådet. Bag tekniske detaljer og diplomatiske ord gemte sig et enkelt billede af virkeligheden. Irak har i tre måneder tilladt FN-inspektørerne at bevæge sig nogenlunde frit rundt og fortsætte det registrerings- og overvågningsarbejde, der blev indledt i 1991 og afbrudt i 1998. Derimod samarbejder Irak stadig ikke med våbeninspektørerne i det ultimative krav, Sikkerhedsrådet vedtog i november: at Irak aktivt skal medvirke til en afvæbning . Som Hans Blix tørt noterede det: Havde Irak aktivt samarbejdet i 1991, var målet nået for længst. Midt i demokratiernes skænderi er det værd at holde fast i, at Irak for længst kunne have tilfredsstillet FN's krav, hvis diktatoren havde ønsket det.HANS BLIX gav hverken afgørende støtte til den amerikanske eller den franske linje, der står skarpt over for hinanden. Irak samarbejder ikke endnu, men vil måske snart samarbejde. Ansvaret er dermed tilbage, hvor det hører hjemme: i Sikkerhedsrådet. Og her kan man roligt sige, at spændingen er stigende. Mellem Frankrig, der ønsker at give inspektørerne mere tid og blot vil mødes igen 14. marts for at gøre status, og USA og Storbritannien, der vil fremsætte en ny sikkerhedsresolution i næste uge, er afstanden større end nogensinde. I betragtning af Bushregeringens erklærede vilje til at føre krig mod Irak, også uden yderligere beslutninger i FN, kan man ikke udelukke en åben krise for verdensorganisationen - i forlængelse af den, NATO allerede oplever. AF HENSYN til FN's fremtid må man håbe, det lykkes stormagterne at finde et kompromis. Ingen, der så Colin Powell tale i FN i går, kan være i tvivl om, at en tidsubegrænset fortsættelse af inspektionerne er uacceptabel for USA. Men en øjeblikkelig afbrydelse af inspektionerne er lige så uspiselig for formentlig de fleste af Sikkerhedsrådets medlemmer. Skal der findes en løsning, via diplomatisk snilde og god vilje fra alle sider, må den kombinere en kort frist med klare krav, som inspektørerne kan stille Irak på Sikkerhedsrådets vegne. Men det kan ikke udelukkes, at Irakkrisen nu i stedet glider ud af Sikkerhedsrådets greb, og at det overlades til de enkelte lande at fortolke de sytten vedtagne FN-resolutioner om Iraks våbenprogrammer. Det ville være en sejr for Saddam Hussein og et nederlag for det internationale samfund - om der bliver krig eller ej. Tiden er for alvor ved at løbe ud. For Saddam Hussein og for det internationale samfunds evne til at samarbejde om spørgsmål om krig og fred.