DA USA i 1980'erne ville opstille atommissiler i Vesteuropa, var et flertal i det danske Folketing imod. Når sagen var på NATO's dagsorden, markerede den danske regering sin uenighed ved at sætte en såkaldt fodnote. Ingen drømte om, at Danmark skulle blokere for det øvrige NATO's beslutning - selv om muligheden formelt var der i en alliance, der principielt kun træffer enstemmige beslutninger. I det lys har Belgien, Tyskland og Frankrig en dårlig sag, når de blokerer for, at NATO planlægger, hvordan alliancen kunne støtte Tyrkiet, hvis det som naboland til Irak og modtager af amerikanske styrker blev udsat for angreb. Tyrkiet har sagt ja til de amerikanske styrker og beder nu direkte om alliancesolidaritet. Et stort flertal i NATO støtter det amerikanske ønske om at hjælpe Tyrkiet. Problemet er jo også i al sin ubehagelige enkelhed, at NATO ikke kan fungere, hvis enkelte medlemslande blokerer for alt, man er uenig i, i stedet for blot selv at undlade at deltage eller støtte et standpunkt. De tre lande blokerer for at markere deres uvilje mod USA's krigsforberedelser over for Irak. Ud over at have en dårlig sag i NATO lægger de sig også åbne for en beskyldning om, at de svækker presset på Bagdad netop nu, hvor Hans Blix på FN's vegne kæmper for at få de afgørende indrømmelser fra Saddam Hussein, der kan forhindre en krig. DET MÅ tilføjes, at USA nu betaler prisen for sine ensidige meldinger i Irakkrisen og utilslørede trusler om at gå enegang, hvis der ikke bliver enighed i Sikkerhedsrådet. Som ledende medlem af FN og NATO har USA en forpligtelse til at forklare sig, overbevise og samle en koalition mod Irak, der bygger på principper og ikke bare på Bushregeringens kontroversielle udlægning af sine nationale interesser. USA gjorde i efteråret FN til ramme om Irakkrisen. Selv om USA's præsident og flere af hans topfolk hele tiden truer med at forlade den ramme, må opgaven være at fastholde den. Her er der mulighed for at holde sammen på NATO-alliancen og det meste af verdenssamfundet, hvis parterne bøjer sig mod hinanden. Her vil det briste eller bære, og her kan Saddam Hussein og FN's våbeninspektører bidrage med nye meldinger, der forhåbentlig genskaber en bredere international enighed. I mellemtiden er det uklogt, at en gruppe europæiske lande bruger NATO til at føre demonstrationspolitik. Det skader NATO mere, end det rammer USA. Hvor mange europæere ser det som en fordel, når det kommer til stykket?