SOCIALDEMOKRATERNE valgte at give deres svar på statsministerens Europatale forleden i form af en aviskronik torsdag. Det store oppositionsparti er enigt med Anders Fogh Rasmussen (V) i, at det er nu, Danmark skal tage stilling til de vigtige spørgsmål, der tumles med på EU-konventet, og som kan føre til en ny Romtraktat, allerede inden året er gået. Diskussionen om forbehold kontra ny traktat er allerede ved at være overhalet. Bevares den dynamik, som et konvent domineret af folkevalgte har tilført de traditionelt langsommelige regeringskonferencer, så vil vi allerede i 2004 skulle tage stilling til EU's fremtid - og Danmarks placering i helheden. Henrik Dam Kristensens og Mogens Lykketofts mest markante melding var, at de ønsker sig en stærk EU-udenrigsminister, medlem af kommissionen, men ansvarlig over for ministerrådet - og vel at mærke et ministerråd, hvori der træffes udenrigspolitiske beslutninger med flertalsafgørelser. MAN KAN roligt sige, at forslaget blev sat i perspektiv, hvis man lod blikket glide lidt længere ned på den side i Berlingske Tidende, hvor socialdemokraternes kronik i går stod at læse. Her havde statsminister Anders Fogh Rasmussen nemlig sammen med seks andre EU-regeringschefer begået en markant tekst om Irak-krisen. De syv regeringschefer tog klart parti for USA. De undsagde dermed Tyskland og Frankrig, der har lagt afstand til USA's ønske om at tage et hurtigt militært opgør med Saddam Hussein. Havde den EU-udenrigsminister, som Lykketoft og Dam Kristensen efterlyser, allerede eksisteret, så havde de syv statsministres udmelding formentlig været utænkelig. For enten ville de syv være del af et flertal, og EU-linjen allerede klar, eller også ville de være et mindretal i fællesskabet, der næppe ville have valgt at udstille afmagten ved at gå ud med en offentlig undsigelse af deres fælles udenrigsminister. EU-dilemmaet er åbenbart: På den ene side: Behovet for en EU-udenrigsminister med pondus er indlysende, i en verden hvor EU efterhånden er den eneste aktør, der har vægt til at afbalancere eller ligefrem modsige amerikanske synspunkter - inden for rammerne af fælles værdier og en fælles alliance. På den anden side: Vil stats- og regeringschefrer virkelig lade sig nedstemme i spørgsmål om krig og fred? Og dermed miste om ikke deres udenrigspolitiske suverænitet - der skal mere til - så dog i hvert fald deres fulde udenrigspolitiske ytringsfrihed. Spørgsmålet er stillet. Det bliver straks vanskeligere at få det besvaret.