ÉN TING MÅ MAN indrømme kulturminister Brian Mikkelsen: Han er blevet en mere dreven politiker. Samtlige Folketingets partier står bag det lovforslag om ny struktur på kunststøtten, som i går blev præsenteret. Alle har fået deres lille luns, også alle kunstorganisationerne og særinteresserne, og efter et års meget opreklameret opgør med råd og nævn, smagsdommere og eksperter er den konservative minister nu landet på »den største reform i dansk kulturliv i mange år«. Sandt nok: en reform, som for det første gør hele uddelingen af kunststøtte væsentlig mere kompliceret, dyr og bureaukratisk; og som for det andet gør det på en sovjetisk centraliseret facon, som fremover virkelig vil få mange af de kulturelle høstmaskiner til at stå og ruste op. KORT FORTALT: Hvad der hidtil er blevet smidigt, billigt og decentralt administreret af elleve små råd, centre og sekretariater, bliver nu samlet i fire store fagudvalg - for musik, teater, litteratur og billedkunst. Men oven på disse fire organer placeres der ikke mindre end tre nye, bureaukratiske, administrative niveauer: 1) Kunstrådet, 2) Repræsentantskabet for Kunstrådet samt 3) Kunststyrelsen. Sidstnævnte splinternye kreation til toppen af lagkagen bliver udstyret med direktør i millionklassen, sekretariat, embedsmænd og alt til faget hørende; Repræsentantskabet for Kunstrådet får 36 medlemmer udpeget af Folketinget og kunstnernes organisationer, mens Kunstrådet får 10 medlemmer; alt sammen oven i de sammenlagt 22 medlemmer af fagudvalgene. Alt i alt altså fire administrative niveauer med hver sit særlige bureaukrati: en sand regnskov af forkludring, som kulturministeren og hans formidlingsfolk er i fuld gang med at sælge som en forenkling uden lige, alt mens Folketingets partier klapper i deres hænder, fordi disse hænder har fået lov at sætte fingeraftryk alle mulige steder på lovforslaget. KUNSTSTØTTE kan fordeles enkelt, ordentligt og fagligt forsvarligt. Sådan som det foregår i Statens Kunstfond med dens otte tremandsudvalg. Sætter man denne struktur op ved siden af Brian Mikkelsens nye parallelstruktur omkring Kunstrådet (sådan som vores grafiker havde været oplysende og uvenlig nok til at gøre i går), er det som at sammenligne en sytråd med et kludetæppe. Så enkel en Kunstfond, så kompliceret et Kunstråd - samt dyrt og centraliseret. Men der er ført politik, og kulturministeren er ved at have lært sig kunsten.