DER ER ingen grund til at undervurdere Bush-regeringens vilje til krig. Virkningen af den stigende internationale kritik af USA's hastværk, i denne uge anført af Frankrig og Tyskland, har foreløbig kun fået høgene i Washington til at skærpe tonen. Og måske endda svækket udenrigsminister Colin Powells muligheder for at fastholde USA på den FN-vej, som præsident Bush kun med betydelig tøven slog ind på 12. september sidste år. Bush-administrationen har mange dårlige og tvivlsomme grunde til at ønske et væbnet opgør med Irak. PRÆSIDENTEN OG hans toprådgivere har med deres stadig skarpere retorik skabt forventninger i USA om en hurtig krig og en endnu hurtigere militær sejr. Ikke mindst i deres eget politiske bagland er der massiv irritation over FN's spilleregler og FN-inspektørernes afbalancerede arbejdsform. Den usikre storpolitiske situation påvirker de aktiemarkeder negativt, som det er et hovedformål for den plutokratiske Bush-regering igen at få til at bevæge sig opad. Her kunne en vundet krig hjælpe. Indenrigspolitisk var det terrorangrebet 11. september, der gav Bush- regeringen den popularitet og legitimitet, som den ikke fik ved det uskønne præsidentvalg, som den tabte blandt vælgerne, men vandt i højesteret. Krigen mod terrorismen er imidlertid en diffus størrelse uden klare succeskriterier. Skal præsident Bush for alvor fremstå som succesrig, skal der både i hans egen og andre amerikaneres bevidsthed mere håndgribelige resultater til. Altså en sejr over Irak. Uanset at Saddam Hussein så vidt vides intet ansvar har for al-Qaeda eller anden international terrorisme Præsident Bush senior vandt en eksemplarisk FN-krig over Irak i 1991, men undlod i overensstemmelse med FN-mandatet at marchere til Bagdad og afsætte Saddam Hussein. Det er nærliggende for Bush junior at ville overgå faderen på det punkt. Endelig har Irak verdens næststørste oliereserver og oliefelter. Selv om Colin Powell har understreget den selvfølge, det bør være, at de kun kan bruges i irakernes interesse og altså ikke er en slags krigsbytte, så spekuleres der meget i de strategiske og kommercielle gevinster, der knytter sig til kontrol med dem. ALT DETTE gør krigen sandsynlig, men intet af det kan begrunde en krig. Slet ikke en krig, der vil splitte verdenssamfundet og svække de ansatser til en mere civiliseret verdensorden, som FN-systemet rummer. Sagen er, at chefen for FN's våbeninspektører, Hans Blix, i morgen vil fortælle Sikkerhedsrådet, at der er indledt et målrettet forsøg på at afvæbne Irak. Det er i gang, fordi en enig verden endnu en gang har aftvunget Saddam Hussein et betingelsesløst løfte om at finde sig i, at hans påstand og løfte om ikke at råde over masseødelæggelsesvåben efterprøves til bunds. En sådan afvæbning kan tage mange måneder. Den enkle sandhed, som også USA's regering burde kunne indse, er, at fortsat enighed faktisk kan sikre det mål, som alle er enige om: Irak skal afvæbnes. Hvis Hans Blix i morgen fortæller Sikkerhedsrådet, at han ikke kan komme videre, fordi irakerne ikke samarbejder, foreligger der en ny situation. Men det gør han næppe. Derfor bør Sikkerhedsrådet og resten af verdenssamfundet samle sig om at fastholde det maksimale politiske og militære pres på Bagdad. Man kan så håbe på, at dette pres vil føre mere med sig end selve afvæbningen. Lige nu er Saddam Hussein i hvert fald under et uhørt ydre pres, og den irakiske befolkning har sjældent været mere led og ked af hans regime. MEN HVORFOR så ikke føre krig for at befri irakerne for hans tyranni? Forudsætningerne for en humanitær intervention a la den, der i 1999 reddede kosova-albanerne fra terror og fordrivelse, er ikke opfyldt. Det ville kræve en enighed blandt Iraks naboer og blandt stormagterne, der ikke er i nærheden af at eksistere. Det ville kræve, at Saddam Hussein lige nu og her var midt i at massakrere sin egen befolkning eller dele af den på en måde, der krævede øjeblikkelig indgriben. Fortidens forbrydelser og nutidens tyranni er - i en verden med mange andre tyranner - ikke nok. Det ville først og fremmest kræve, at der ikke var andre måder at forhindre ham i at være en livsfarlig trussel mod regionen og resten af verden på, sådan som han var det i 1980'erne og 90'erne med sine angrebskrige på Iran og Kuwait. Ved at fortsætte på den nuværende kurs bevarer man håbet om både at afvæbne Irak og undgå krigen. Hvis det kunne lykkes, ville det være en langt større triumf for Washington end en ensidig og per definition blodig og uforudsigelig krig, der både vil splitte verdenssamfundet og tilføje USA's omdømme den største skade siden Vietnamkrigen. Krigen er måske uundgåelig. Men indtil Saddam Hussein beslutter sig for noget andet, er den ikke nødvendig. Og en unødvendig krig er en forbrydelse.