DET FREMGÅR af dagens avis, at 287 danske universitetsforskere tager afstand fra den afgørelse om videnskabelig uredelighed, som UVVU i forrige uge fældede over Bjørn Lomborg. Der er næppe noget fortilfælde for en så hurtig, massiv og tværfaglig protest i det traditionelt forsigtige og nøgterne danske universitetsmiljø. Begivenheden bliver ikke mindre bemærkelsesværdig af, at der ikke er tale om en kritik af politikere eller andre magthavere, men om et opgør i egne rækker. Forskerne undsiger deres kolleger i UVVU i anledning af en afgørelse, som de simpelthen finder ubegrundet og udokumenteret. Dermed er der opstået en for dansk videnskab helt uholdbar situation. DER ER plads til masser af videnskabelig og for den sags skyld politisk eller personlig uenighed i det videnskabelige miljø. Men en påstand om uredelighed, fremført af et offentligt organ udpeget til formålet, må og skal samle opbakning blandt stort set alle fagfolk. Der er jo ikke tale om en helt legitim uenighed med Lomborg eller om en nok så skarp negativ kvalitetsbedømmelse af hans bog. Der er reelt tale om, at UVVU har stemplet en forsker som uhæderlig og dermed uværdig til at indgå i den videnskabelige debat. Når det sker, skal alle andre end den pågældende selv og eventuelt en lille håndfuld stivnakker være enige. Uredelighed skal, når den er påpeget, være åbenbar og utvivlsom for alle, eller næsten alle, der sætter sig ind i sagen. Det er mildest talt ikke tilfældet her. DER ER helt sikkert en del andre universitetsforskere, der er mere enige med UVVU end med de 287 kritikere. Det løser bare ikke problemet. En uredelighedsdom skal vinde bred accept. Ellers er det uredelighedsudvalgenes egen troværdighed, der bryder sammen. Det er det, der er ved at ske. Den debat om normer og bestemmelser på området og de overvejelser om UVVU-systemets fremtid, der allerede er indledt, er heller ikke nogen løsning i sig selv. Det er jo ikke reglerne, der er problemet. Tværtimod er det bemærkelsesværdige ved UVVU's afgørelse, hvor lidt den støtter sig til de normer og standarder, der faktisk eksisterer. Og hvor diskutabelt den bruger den jura, der foreligger. Debatten kan heller ikke reduceres til en konflikt mellem samfundsvidenskab og naturvidenskab, hvor samfundsvidenskabsfolk eller for den sags skyld humanister skulle være mere utrygge ved præcise normer og regler. Der er masser af naturvidenskabelige forskere blandt de 287 kritikere. Også de har tydeligvis øje for, at UVVU har bøjet og misbrugt de standarder, der gælder på deres område, for at ramme en kontroversiel forsker og debattør. DEN MARKANTE, offentlige undsigelse af UVVU's behandling af Lomborg lukker ikke sagen. For det første kan hovedpersonen selv næppe leve med UVVU-afgørelsen. For det andet er der langt mere på spil end Bjørn Lomborgs provokerende person. Hvis afgørelsen fik lov til at blive stående, ville den nære betydelig utryghed i et dybt splittet videnskabeligt miljø. Samtidig med at UVVU ville stå tilbage uden den autoritet, der skal til for at løse deres egentlige opgave. Hvordan kommer dansk videnskab så videre efter UVVU-skandalen? EN KLAGE over UVVU's afgørelse vil med stor sandsynlighed medføre, at den tilsidesættes alene på grund af dens åbenbare juridiske mangler. Men en ministeriel afgørelse ville - med rette eller urette - kunne udlægges som en politisk beslutning og ville dermed langtfra være ideel. Ministeriet for videnskab og forskning gør derfor, hvis klagen kommer, klogt i hurtigt at sende sagen videre til Ombudsmanden for at undgå den politiske faldgrube. Heller ikke en ombudsmandskritik er imidlertid det ideelle punktum, om ikke andet så fordi det teoretisk set kunne føre til, at UVVU-systemet i halsstarrighed blot gentog en variant af den nuværende afgørelse. Den enkle sandhed er jo, at Lomborgs bog - miljødebat på højeste, videnskabelige plan - aldrig burde have været gjort til genstand for en UVVU-behandling. DE 287 universitetsforskere har udvist civilcourage ved at sætte deres navn under en undsigelse af deres eget disciplinære system. Men det er ikke nok. Det danske videnskabelige miljø må - formentlig med de forskningsråd, der har ansvaret for UVVU, i spidsen - sørge for, at tavlen vaskes ren efter skandalen. En formel underkendelse af UVVU's arbejdsmetode er måske for meget at håbe på, og her kan enhver jo også danne sig sin egen opfattelse. Men at dansk videnskab må finde en måde at rense Bjørn Lomborg på og dermed genetablere et afgørende værn om den videnskabelige ytringsfrihed, kan der efter i dag ikke herske tvivl om. Spørgsmålet er ikke hvorvidt, men hvordan og hvornår.