ANARKIET HERSKER, og risikoen for en borgerkrig vokser hver dag i Venezuela, hvor en generalstrejke i 40 dage har lammet landet og den vitale olieindustri, og hvor de stadig mere forbitrede modstandere af præsident Hugo Chavez dagligt har korporlige sammenstød med hans lige så kompromisløse tilhængere. Konflikten synes uløselig, trods forsøg på at mægle fra Organisationen af Amerikanske Stater (OAS), for ingen af parterne er villige til at rokke sig en tomme. Det er svært at afgøre, hvem af de to modstandere, der opfører sig mest uansvarligt. I løbet af sine fire år ved magten har Chavez optrådt som tåbelig populist og demagog. Han har stødt en ellers sympatisk indstillet middelklasse fra sig, og i stedet for at være hele landets præsident har han pustet til hadet mellem rig og fattig, kørt økonomien i sænk og bøjet sin egen forfatning på enhver måde. Der er heller ikke meget godt at sige om oppositionen. Indtil valget af Chavez i 1998 var Venezuela styret af et arrogant og korrupt to-parti-oligarki, der med olien som vigtigste fællesinteresse bestod af en alliance mellem landets rigeste familier, erhvervslivet og de relativt tamme fagforeninger. Det er de samme, der i april forsøgte sig med et kup, og som i dag fører an i protesterne og kravet om Chavez' afgang og nye valg. MEN CHAVEZ er, sin uansvarlighed til trods, allerede valgt, og han har fortsat varm støtte fra mindst en tredjedel af befolkningen, overvejende landets mange fattige, der aldrig har fået del i Venezuelas massive olieindtægter. At de heller intet har fået ud af de fire år med Chavez, synes irrelevant. De ser intet alternativ til den nuværende præsident og er allerede på gaden for at forsvare ham. Venezuela behøver omgående hjælp til at bryde sin onde cirkel, for situationen er farlig, ikke blot for landet selv, men for hele regionen. USA brændte sig ved at udtrykke støtte til det mislykkede kup i april og er nu i vildrede over situationen. Men verden kan næppe leve med, at olien ikke flyder fra Venezuela, hvis det kommer til en krig mod Irak. Derfor, og især fordi et skrøbeligt demokrati er i alvorlig fare, haster det med at hjælpe Venezuela til at hjælpe sig selv.