MAN KAN sige meget om USA's præsident, George W. Bush, men man må give ham, at han toner rent flag. Fra miljøproblemer til Irak, man er aldrig i tvivl om, hvor man har George W. Bush. Desværre står USA's 43. præsident stort set altid for en kortsigtet, stødende og usympatisk politik uden synderlig hensyntagen til denne verdens svagere stillede - om det så er mindre lande eller de mange fattige i hans eget land. Senest demonstrerede han sine elitære holdninger i det helt utroligt uretfærdige forslag til skattelettelser, som han fremlagde i sidste uge. Her vil Bush endnu en gang give de allerrigeste amerikanere - dem med en årsindkomst på omkring 10 millioner kroner - en helt uforholdsmæssig stor del af de godt 5.000 milliarder kroner, han lægger op til i skattelettelser, især ved at fritage deres aktieudbytter fra skat. Magen til urimelig og socialt ulige politik skal man - selv i USA - lede længe efter, og det er derfor godt at se, at demokraterne langt om længe er kommet ud af busken og har taget fat på en benhård kritik. En af de store fejl ved midtvejsvalget var netop, at demokraterne virkede bange for deres egen skygge og af frygt for at virke upatriotiske ikke for alvor gik i kødet på præsidenten og hans meget højreorienterede linje. RIGTIGT GREBET an bør skattedebatten derfor kunne hjælpe demokraterne ved valget i år 2004, forudsat altså at det lykkes dem at finde en fornuftig præsidentkandidat. Men dér ser det til gengæld stadig mindre lovende ud. Al Gores gamle makker, senator Joseph Lieberman, er hæderlig, solid og takket være kampagnen i 2000 meget kendt i befolkningen. Men som en af Senatets største støtter til de nu meget kritiserede aktieoptioner til top-direktører er han fra starten for slemt handikappet til at tage kampen op mod den uhyre forretningsvenlige politik, der er og bliver Bushs akilleshæl. Richard Gephardt, den tidligere leder af Demokraterne i Repræsentanternes Hus, har ligesom Lieberman klart erfaringen og den nationale profil, men virker efter valgnederlaget i november noget slidt og ikke som manden, der kan vælte George W. Bush. Så er der senator John Edwards. Han er både fotogen og veltalende, men som stenrig advokat tilhører han en af landets mindst elskede - og dermed mindst valgbare - socialgrupper. Endelig er der senator John Kerry fra Massachusetts, der måske er det p.t. bedste bud. Også han har dog sine problemer. For kan en liberal, lidt stiv senator fra Østkysten virkelig vinde magten i et land, der sidst valgte (mere eller mindre) en simpel cowboy fra Texas? Man har lov at håbe.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
