OPPOSITIONENS politikere stod i kø for at udtale sig, da Udvalget Vedrørende Videnskabelig Uredelighed rettede en skarp kritik mod den bog, der gjorde Bjørn Lomborg berømt. Uanset hvad man mener om kritikkens lødighed - den er desværre tvivlsom - så er det klart, at kritikken er en alvorlig sag for Bjørn Lomborg og dermed det nye miljøinstituts troværdighed. Det er derfor sund fornuft, når der nu tales om at fremskynde en evaluering af instituttets arbejde. Institut for Miljøvurdering har været produktivt, og en saglig vurdering af dets rapporter vil være nyttig. DERIMOD VAR det en forstemmende oplevelse at se folketingspolitikere, der - i nogle tilfælde i klar tekst - krævede direktør Lomborgs hoved på et fad. Er det ikke de samme oppositionspolitikere, der i kraftige vendinger har bebrejdet regeringen, hvordan den har behandlet en lang række råd og nævn, og som med rette har kæmpet for armslængdeprincippet og for sektorforskningens og andre rådgivende organers uafhængighed af den politiske magt? Sagen er, at Institut for Miljøvurdering har en ansvarlig bestyrelse. Det er naturligvis den bestyrelse, der skal vurdere, både hvorvidt redegørelsen reelt er belastende for Bjørn Lomborg, og hvorvidt det i givet fald gør ham uegnet til at lede det institut, han har skabt. Hvis regeringen eller for den sags skyld Folketingets flertal, påtog sig den opgave, ville vi for alvor få bananrepubliklignende tilstande. Var der nogen, der sagde Morten Kjærum og Center for Menneskerettigheder? Er Dansk Folkeparti blevet forbillede for, hvordan Socialistisk Folkeparti med flere partier skal optræde? Er det nu Folketingets flertal, der skal tage stilling til, hvem en uafhængig forskningsinstitution skal have ansat? I ET bredere perspektiv er det nok gået op for de fleste, at når der bruges så megen energi på at angribe Bjørn Lomborg, så er det, fordi der er mere på spil end kvaliteten af hans bog. Sagens kerne er, om miljøområdet skal være hævet over den almindelige politisk-økonomiske prioritering af samfundets ressourcer. I den debat har hverken miljøaktivister eller miljøøkonomer monopol på sandheden. Men der er ikke brug for meningstyranni, hvordan den end forklædes. Og der er i høj grad brug for det bidrag, som en Bjørn Lomborg og et Institut for Miljøvurdering kan yde.