VALGET AF Mogens Lykketoft som ny formand for Socialdemokratiet har ikke skabt ro og sammenhold i det store oppositionsparti. At Karen Jespersen har valgt at forlade sin ordførerpost er ikke i sig selv en katastrofe. Men kommende på ryggen af den splittelse i folketingsgruppen, der viste sig ved ledelseskonstitueringen, og som er blevet efterfulgt af adskillige rumlerier, er der alligevel grund til, at den ny partiformand tager situationen alvorligt. Sagens kerne er tilsyneladende, at den såkaldte Nyrupfløj ikke har kunnet tilgive, at Mogens Lykketoft erstattede Poul Nyrup også med støtte fra den fløj, der længe havde været i latent opposition til den gamle formand. Utilfredsheden afspejler formentlig flere ting; Nyrups egen bitterhed over at være tvunget ud. Mogens Lykketofts flirt med partiets venstrefløj på det udenrigspolitiske område. Tvivl om, hvorvidt Lykketoft for alvor er enig i det knæfald for regeringens udlændingepolitik, der p.t. betragtes som en politisk nødvendighed af partiets 'realister'. PROBLEMET ER paradoksalt af flere grunde. For det første er det forbløffende, hvordan Lykketoft nu kan ses som et brud med 'Nyruplinjen'. I ti år har de to ellers stået for samme politisk-økonomiske linje i alle afgørende spørgsmål. Betyder det ikke længere noget i dansk politik? For det andet er det svært at forstå, hvilken interesse den fløj, der står helt uden troværdig lederkandidat (ligsom Aukenfløjen gjorde det i årene efter det forrige formandsskifte), kan have i at destabilisere situationen. Sund (parti)fornuft tilsiger ro. Realiteten er jo, at partiet i lang tid fremover vil være sårbart over for selv det mindste personfnidder. PARTIET HAR et problem, og dermed har formanden et problem. Hvordan får Mogens Lykketoft skabt den konsensus blandt alle betydende kræfter i folketingsgruppen, der er nødvendig for igen at blive et slagkraftigt oppositionsparti? Ikke nogen nem opgave, men der er ikke nogen vej udenom. Mens formanden overvejer det, bør alle, der måtte være fristet af at lade den ny ledelse sejle sin egen sø, betænke, hvad der i mellemtiden kan ske med partiet. Der skulle dog helst være noget tilbage af det parti, man som intrigemager en dag måtte nå til tops i. Der er jo ikke nogen naturlov, der siger, at Socialdemokratiet skal være landets næststørste parti. Det kunne også blive endnu mindre.