DENGANG farfar var ung, var der ikke noget, der hed økologisk mælk, men det var ikke desto mindre det, man drak i Danmark, inden den massive omlægning af landbruget tog fart. Økomælkens genkomst blev skabt af Folketinget, da det i 1987 vedtog den første lov om støtte til økologisk landbrug. I 1994 gik FDB forrest med en kampagne for økomælk, men det var året efter, at forbruget eksploderede. Det skete mere eller mindre direkte som en udløber af folkelig bekymring og debat i kølvandet på opdagelsen af pesticidforurening af grundvandet. Økomælk blev en af den politiske forbrugers mærkevarer. Ikke nok med at økologiske mejeriprodukter smagte bedre, men de, der købte mælken, følte også, at de var med til at skubbe på en fornuftig udvikling af landbruget. Mod bedre dyrevelfærd og mindre belastning af naturgrundlaget. I 2003 ER situationen den fantastiske, at så mange landmænd har omlagt til økologisk, at mejeribranchens gigant, Arla, nu opfordrer landmændene til at producere mindre af den. Hvert år er der omkring 200 millioner kilo økologisk mælk i overskud, og da landmændene får 43 øre mere per kilo kan det ifølge Arla ikke svare sig økonomisk ret meget længere. Enten må forbrugerne købe noget mere økologisk mælk, eller også må landmændene producere noget mindre af den, lyder ræsonnementet. Ærligt talt: Den går ikke! Det kan ikke være rigtigt, at vi i Danmark skal vende tilbage til en dårligere måde at producere mælk på, fordi forbrugerleddet svigter ude ved køledisken. Sagen er jo, at økologisk mælkeproduktion har en lang række gavnlige konsekvenser, som samfundet som helhed er tjent med. Den mindsker den samlede anvendelse af pesticider, fremmer dyrevelfærden og skaber bedre produkter. I stedet for at presse landmænd, der har taget turen over i økologien, til at hoppe tilbage i den form for intensiv landbrugsproduktion, hvor man først er tilfreds, den dag det lykkes at udnytte baconsvinets sidste hyl kommercielt, er vi nødt til at finde nogle politiske løsninger på den øjeblikkelige overproduktion. MÅSKE VAR det værd at kigge på, om den ikke-økologiske mælkeproduktion i virkeligheden slipper for billigt - og for nemt? Måske øgede krav til dyrevelfærd overalt i landbruget ville udligne prisforskellen og dermed fastholde den gavnlige udvikling mod mere økologi i dansk landbrug?