0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Verdensborger

På vej mod det store fællesskab

Leder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

VERDEN HAR altid været stor. Alligevel er det først for relativt nylig, at den noget kliniske betegnelse 'globalisering' har vundet indpas i hverdagssproget.

Før da var fænomener og begivenheder 'verdensomspændende' eller 'internationale'. Nu er de i den politiske debat blevet globale eller globaliserede, og det er der efterhånden ikke ret meget, der ikke er.

Økonomi, politik, erkendelse og alle mulige former for problemløsning.

Den enkeltes tilværelse er i stadig stigende grad forbundet med det liv, mennesker langt væk lever. Og skulle vi et sekund glemme, at det forholder sig således, skal stærke medier nok sørge for at minde os om altings forbundethed.

Verden er både stor - og meget lille. En bombe springer på Bali, en diktator holder en tale i Bagdad, en selvmordsbomber slår til i Israel, hvorefter aktie- og dollarkurser stiger eller falder.

Billeder fra fjerne lande fylder vores øjne, hvor er der meget, man skal have styr på, hvor ville det være nemt, hvis man kunne skrue ned for tempoet, sætte verden lidt i stå ...

DET KAN vi ikke. Ligesom selve moderniteten indebærer en ustoppelig drift mod forandring, er også globaliseringens puls et grundvilkår i den moderne verden.

Vi kan hverken stoppe rutsjebanen eller hoppe af den. For det politiske liv indebærer det en enorm udfordring, fordi det kan være vanskeligt at skabe folkelig opbakning til diverse former for globaliseret indenrigspolitik - for nu at bruge et udtryk, der allerede klinger gammeldags.

Overalt i Europa søger ikke mindst højrepopulistiske partier at profitere af denne vanskelighed ved at udstede falske løfter til usikre borgere om et trygt liv bag lukkede grænser.

Dansk Folkepartis indædte illusionsmageri om en verden, hvor et lille land som Danmark kan klare sig gennem politik gennemsyret af nationalisme, er vor hjemlige variant af denne globaliseringsfremkaldte populisme.

Men den er mere end det. Den peger på, at mange borgere har store og reelle vanskeligheder ved at kapere den nye tid, og at det er en afgørende politisk opgave at ruste de svageste borgere til at kunne holde sig flydende i fremtidens krævende globalsamfund.

GLOBALISERING KLINGER af handel og produktion, af verdensomspændende kapitalisme. Men det drejer sig i lige så høj grad om ånd.

Om udbredelsen af universelt gældende menneskerettigheder og om etableringen af en internationalt gældende retsorden.

Den første dybe erkendelse af menneskers indbyrdes forbundethed udsprang af den atomare erfaring. Det tyvende århundredes fællesmenneskelige erkendelse af, at vi med Bomben kan udslette alt liv, er globaliseringens erkendelsesmæssige startpunkt.

I årtier var kloden domineret af den mørke version af globalisering, af frygten for atomkrig.

Som modvægt til mørket voksede i efterkrigstidens Europa det fredsskabende projekt, som Danmark i det forgangne halve år har stået i spidsen for:

Den Europæiske Union, som for få uger siden blev udvidet med ti nye lande. Også Den Europæiske Union er der mange, der kun forbinder med økonomi og kapitalisme. Men det store europæiske eksperiment er meget mere end det. Det er vores verdensdels bidrag til den slidsomme proces, der langsomt er ved at gøre mennesker overalt på kloden til verdensborgere.

I Europa vil der blive ved med at være baskere og bornholmere og alle mulige andre store og små folk og grupperinger, men den europæiske vilje til fællesskab viser, at uanset hvor meget folk gør ud af at markere lokale, regionale og nationale særpræg, så kan det lade sig gøre inden for en stadig mere vidtfavnende og ambitiøs politisk ramme båret af fælles værdier.

Den Europæiske Union er i det perspektiv en generøs model for, hvordan man også i andre dele af verden kan lade lande og kulturer smelte sammen på en måde, der ikke handler om at gøre alting ens, men om at sikre løsninger, der netop skaber betingelser for, at mangfoldigheden kan udfolde sig.

PÅ EN af årets sidste dage og på randen af en ny frygtelig krig, må det være tilladt optimistisk at tilføje, at disse fælles værdier er demokratiets og den fredsskabende dialogs værdier.

Ikke blot i Europa, men i stadig flere lande verden over er demokratiet på vej frem.

Det tog lang tid at indføre demokrati i Europa, og det vil tage lang tid at få resten af verden med. Det kniber voldsomt i Asien og Afrika, men efterhånden som globaliseringen slår igennem, er der håb om, at den demokratiske udvikling vil styrkes og med den viljen til dialog som middel til konfliktløsning.

I modsætning til for 10-15 år siden, hvor den halve verden var en fangelejr, er der - trods opblomstring af en ny form for terrorisme - sket fantastiske fremskridt.

Den erfaring og det perspektiv er det værd at huske på i det nye år, hvor vi, før vi både aner og ønsker det, risikerer at blive kastet ud i de dystreste sider af vores forbundethed med verden omkring os.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere