DET FORGANGNE år var et sandt annus horribilis set med socialdemokratiske briller. Ikke alene måtte det danske Socialdemokrati gennemleve en ledelseskrise og katastrofale meningsmålinger oven på valgnederlaget i 2001. Også i Europa faldt den ene bastion efter den anden. Midt i selvransagelsen er det vigtigt, at centrum-venstre-kræfterne ikke forfalder til nemme forklaringer af typen: 'Det var den borgerlige presses skyld' eller 'Pendulet skal nok svinge tilbage'. Nej, man er nødt til at erkende, at krisen handler om, at man står over for nogle helt nye udfordringer, som kræver helt nye svar. ISÆR TRE STORE udfordringer er i disse år ved at forandre det politiske landskab markant. For det første skaber globaliseringen nye sociale skel mellem dem, der har gode eksamensbeviser, og dem, der ikke har det, samtidig med at den trækker helt nye dagsordener med sig: indvandring, flytning af arbejdspladser mv. Her er problemstillinger, som går på tværs af højre-venstre-skellet, og som centrum-venstre mildest talt har haft svært ved at tackle. For det andet er individualismen - ønsket om at ville styre sit liv selv - blevet et fremherskende træk ved det moderne menneske. Det er i høj grad velfærdsstatens uddannelsesstrategi, der har banet vej for individualismen, men dét står socialdemokratierne ganske famlende over for. Endelig har det forvirret centrum-venstre-partierne, at de borgerlige partier har formuleret nye politiske projekter, der bygger videre på velfærdstanken. Det har fået mange centrum-venstre-folk til fornærmet at udbryde, at »de borgerlige har stjålet vores projekt«, mens borgerlige har svaret tilbage, at centrum-venstres »historiske rolle er udspillet«. MEN BEGGE tager fejl. Der er nemlig brug for et nyt centrum-venstre-projekt, og det er der, først og fremmest fordi der er social ubalance i det borgerlige projekt: Det tager ikke hånd om de lavtuddannede, som bliver marginaliseret af globaliseringen. Fritvalgsmodellerne er i fuld gang med at omdanne velfærdsstaten til et supermarked med frit valg på alle hylder til den ressourcestærke middelklasse - på skatteydernes regning. Og de institutioner, der før sikrede, at vi mødte hinanden på tværs af sociale skel - folkeskole, sygehuse, boligområder mv. - forvitrer i disse år. På længere sigt vil denne udvikling true den sociale sammenhængskraft. Lægger man dertil et skrigende behov for en ambitiøs politik i forhold til globaliseringen og Danmarks indlemmelse i videnssamfundet, har centrum-venstre alt andet end udspillet sin historiske rolle. Det er bare om at komme i gang.