DANIEL arap Moi er en af Afrikas magtfulde, store mænd. Hans portræt hænger overalt i det østafrikanske land. Gader og veje, avenuer, skoler, lufthavne, mærkedage, sportsstadioner og meget andet er opkaldt efter ham. Han har styret Kenya med jernhånd de seneste 24 år og bragt det engang så sunde og velfungerende Kenya tæt på afgrunden. I dag anslår man, at 40 procent af befolkningen er uden arbejde. Halvdelen af de 30 millioner i landet lever under fattigdomsgrænsen. 14 procent af den voksne befolkning er hiv-positiv. Moi er blevet tålt i Vesten, fordi han var en god allieret i det spegede spil under den kolde krig. Han har ledet et land, der sammenlignet med de fleste naboer er fredeligt og velfungerende. Men han har kørt det i sænk. Til gengæld er han selv en af Afrikas rigeste mænd. For dansk bistand har det været en blandet oplevelse at have med Mois Kenya at gøre. Man har hele tiden balanceret mellem kravene om respekt for menneskerettigheder og demokrati og det store flertals behov for hjælp. Nogle af bistandshistoriens bitreste erfaringer er hentet i Kenya. Trods voldsom og stigende korruption er Kenya fortsat dansk samarbejdsland. Løsningen har været at skrue tiden tilbage. Det ansvar, man var parat til at give modtageren, er trukket tilbage. I dag kontrolleres så vidt muligt enhver dansk krone, der bruges i Kenya. Til gengæld har man undgået at ramme befolkningen dobbelt - ved at undlade at indstille bistanden for at straffe deres forhadte 'landsfader'. Det har været den bedst mulige måde at drive bistandshjælp på. I MORGEN går den kenyanske landsfader så af. For første gang står oppositionen til at vinde. Regeringspartiet KANU, Kenyas Afrikanske Nationale Union, partiet, der voksede ud af frihedskampen mod briterne i 1950'erne, bliver ifølge meningsmålingerne sat fra magten. Men valget er ikke overstået, før stemmerne er talt op. Og i Kenya kan der ske ting og sager under selve optællingen. Det kan ændre resultatet. Så meningsmålingerne kan godt forudsige det korrekte uden at få ret. Hvis oppositionen virkelig skulle vinde, står Kenya i en ny situation. Det bliver med en præsident fra den dominerende kikuyu-folkegruppe, men hans politiske bagland består af nær sagt alle andre med et horn i siden på Moi og KANU. Og de er mange og meget forskellige. Ambitionerne fejler ikke noget. Det drejer sig om magt og om at komme til fadet. For det store flertal af kenyanere er det tvivlsomt, om tiden efter Moi bliver bedre end tiden under Moi. De ser - klogeligt - tiden an. Hvis Mois egen kandidat, Uhuru Kenyatta, vinder, får Kenya imidlertid en fjernstyret præsident med Moi som dukkefører. I hvert fald i første omgang. Uhuru er et så ubeskrevet blad politisk, at ingen iagttagere tør binde an med en vurdering af hans indsats på længere sigt. Og hans muligheder for det helt nødvendige opgør med tiden under Moi.