ER RELIGION fortid eller fremtid? Indtil for få år siden var det nok de færreste, der var i tvivl herhjemme. Selv om det overvældende flertal af danskerne stadig lader sig døbe, og selv om der stadig kan gå mode i kirkebryllupper, var det ganske få danskere, der havde et engageret, endsige aktivt forhold til lutheranismen og dens trossætninger. På linje med det øvrige Europa - men i særlig udpræget grad - var Danmark et stadig mere moderne og sekulært samfund. Få kirkegængere, stadig flere papirløse par og begrænset interesse for kirkens anliggender i det offentlige rum var blot nogle af symptomerne. Selv om denne karakteristik stadig er rimeligt dækkende, er billedet de senere år alligevel blevet mere nuanceret. Årsagen er ikke så meget ny grøde i folkekirken som øget fokus på andre religioner - og på religiøsitetens mange former. MAN KOMMER ikke uden om, at en årsag til det ændrede billede er negativt betinget: Den næststørste religion her i landet hedder nu islam, og selv om også den udgør et mindretal blandt de mindretal, der er indvandret fra muslimske lande, har det som refleks skabt mere opmærksomhed om vores henslumrende kristendom. Når politikere, præster og andre igen er begyndt at betone vores kristne værdigrundlag så stærkt, som tilfældet er, skal det desværre ofte mere ses som en, let kodet, afstandtagen til islam end som et fornyet kristent engagement. Når tesen om religionens gradvise bortdøen synes tvivlsom, er det dog især det internationale billede, der gør udslaget. Islam er en levende religion rigtig mange steder i verden, og det samme må man sige om kristendommen i et stort og vigtigt land som USA. Der er også mange andre steder i verden, hvor forskellige religioner eller sekter er i fremgang. DET FORHOLD, at andelen af stærkt troende amerikanere var i vækst helt frem til omkring 1980 og stadig befinder sig på et stabilt højt niveau, gør indtryk. Hverken materiel overflod, højteknologi, videnskabelige fremskridt, mediesamfundets overdrev, globalisering eller for den sags skyld demokrati og menneskerettigheder medfører altså med nogen nødvendighed religionernes bortdøen. Tværtimod, må man næsten sige. Når antallet af genfødte kristne - præsident George W. Bush er én af dem - er så stort, som tilfældet er i USA, har det alt med modernitet og meget lidt med traditionelle religiøse tilhørsforhold at gøre. Som alt andet i moderne samfund er religionens genkomst et individualistisk fænomen. For George Bush juniors vedkommende var det for eksempel et spørgsmål om at overvinde de alkoholproblemer, han længe kæmpede med. Og det er et meget typisk forløb. De mange konkurrerende kristne kirker i USA spørger ikke den enkelte amerikaner, hvad han eller hun kan gøre for Gud eller troen. Næh, kirken og prædikanten tilbyder i stedet at gøre noget for den enkelte, der har brug for en stærkere identitet og klare moralske krav til sig selv. Og det er der mange, der har i et højtudviklet, flimrende samfund, der er rigt på både muligheder og fristelser, men fattigt på klare, autoritative svar om livets mening og ramme.DEN ISLAMISKE bølge, der sætter sit præg på de muslimske mindretal i Europa, har samme karakter. Også her er der mange om buddet - fra nationale (tyrkiske, algeriske, marokkanske osv.) trossamfund over forskellige muslimske broderskaber og til de bittesmå radikale miljøer, der i 1990'erne begyndte at producere terrorisme. Men også her er der i stigende grad tale om individuelle valg af identitet, der afspejler individets behov, rådvildhed og personlige erfaring mere end traditionens og de religiøse lederes styrke. Og netop fordi der er tale om valg, er der også tale om faser. Valget kan gøres om, og bliver det. Ved at give plads til muslimske trossamfund og anerkende dem på linje med andre, kan de europæiske regeringer være med til at sikre, at den ny religiøsitet respekterer den sekulære ramme, som stort set alle europæiske kristne har lært at leve godt med. Er der grund til at være bekymret over, hvis religionen snarere skal ses som noget, der altid vil være med os, end som et mere eller mindre hensygnende fænomen i velfungerende samfund? Næppe. Behovet for mening og moral i tilværelsen er almenmenneskelige behov, som moderniteten snarere gør mere end mindre påtrængende. Og selv om man kan finde mening i meget andet end religionernes forskellige former for metafysik, så ville det være underligt, hvis både gamle og nye religioner ikke også fremover stod stærkt på dette område. RELIGIONEN VAR farlig, når den gjorde sig til et absolut og kollektivt svar på tilværelsens mysterier. Og når den derefter gav sig til at misbruge den magt, som de troende gav den, til at styre og undertrykke samfund. Det er naturligvis stadig et problem rundt omkring i verden. Men netop fordi moderne religiøsitet er individuel og pluralistisk, og ikke kollektiv og monopolistisk, er den fare i moderne samfund ikke, hvad den var. I hvert fald ikke så længe vi sørger for, at religionerne boltrer sig inden for en samfundsramme, der er demokratisk, lighedsorienteret og oplyst. Religiøs må den jo aldrig selv blive, netop fordi den skal kunne give plads til den moderne religiøsitets mangfoldighed af arter og former.