ER VESTENS periode forbi? Umiddelbart et mærkeligt spørgsmål, for på mange måder har Vesten aldrig stået stærkere end i dag. Økonomisk er Vesten stadig altdominerende; NATO er uden nogen konkurrence verdens stærkeste militære alliance, og den vestlige kultur går sin sejrsgang over resten af kloden. Det samme gælder politisk, hvor alle andre systemer og ideologier end den vestlige demokratisk-kapitalistiske model synes at have spillet fallit. Når det alligevel er relevant at spørge, om Vestens æra er ved at rinde ud, skyldes det derfor ikke eksterne faktorer, men derimod at det virker , som om Vestens to dele, Europa og USA, glider længere og længere fra hinanden. Den britiske historiker og kommentator Timothy Garton Ash sagde for nylig, at USA og Europa har »85 procent« af deres værdigrundlag og interesser til fælles, og det passer sikkert udmærket. Problemet er, at fællesmængden er for nedadgående. DET ER altid vanskeligt med sikkerhed at vurdere, hvor den legitime kritik af den amerikanske regering begynder, og den altid simrende europæiske antiamerikanisme slutter. Men der er næppe tvivl om, at præsident George W. Bush for mange europæere personificerer fornemmelsen af, at USA og Europa er på vej i hver sin retning. Eller rettere, at USA på en lang række områder er gået i sin helt egen retning, uden nogen synlig hensyntagen til hverken Europa eller nogen som helst andre. Taler vi folkeret, droppede Bush uden videre Kyoto-aftalen, hans regering modarbejder aktivt den nye internationale straffedomstol og lod sig kun modvilligt overtale til at gå via FN i forbindelse med en eventuel invasion af Irak. Og når det gælder konkrete ting som Israel-konflikten, deler vandene sig i høj grad også. Endelig er der økonomien, hvor Bush med sine skattelettelser og offentlige nedskæringer repræsenterer en langt mere socialt ulige politik, end noget europæisk land kunne tænkes at ville kunne acceptere. HVOR FRISTENDE det end er, skal man imidlertid passe på med at stirre sig blind på George W. Bush. Dels fordi han næsten er for oplagt en skydeskive, men særligt fordi at selv om han klart forværrer forholdet mellem Europa og USA, er der i virkeligheden tale om en mere generel tendens. Selv om de fleste europæere bedre kunne lide og lettere kunne identificere sig med den mere intellektuelle Bill Clinton, begyndte USA og Europa allerede under ham - og muligvis endda under den tidligere præsident Bush - at glide fra hinanden. På mange måder var det uundgåeligt. Afslutningen af den kolde krig blotlagde med al ønskelig tydelighed, at USA og Europa i det halve århundrede efter Anden Verdenskrig har udviklet sig i meget forskellige retninger. Under dække af den amerikanske sikkerhedsparaply har Europa brugt kræfterne på at skabe en række internationale strukturer - særligt EU - for derigennem på fredelig vis at sikre fred og harmoni. Militæret er ikke decideret afskaffet, men ses i vide europæiske kredse som en noget primitiv og ukonstruktiv løsning på denne verdens problemer. I USA er situationen og verdensopfattelsen helt anderledes. For amerikanerne er der intet gammeldags eller primitivt over militær magt, der set fra Washington, når alt kommer til alt, er og forbliver kernen i det internationale samfund. Det var med militær magt, at den kolde krig blev vundet, og når europæerne er mere tøvende over for brugen af militæret, opfattes det grundlæggende som udslag af deres egen svaghed og militære impotens. KLØFTEN MELLEM USA og Europa skyldes med andre ord i langt højere grad forskellen i militær styrke og holdninger til det internationale samfund end George W. Bush og hans prioriteringer. Og skal den forhindres i at vokse sig for stor, vil det kræve en indsats på begge sider. For USA's vedkommende gælder det om at virke mindre arrogant, lytte mere til de europæiske allierede og undlade deciderede tåbeligheder som for eksempel ikke at gide svare på Europas tilbud om hjælp i forbindelse med krigen i Afghanistan. Med andre ord være en supermagt uden behov for hele tiden at vise det. Og så bliver Amerika på sigt også nødt til at nærme sig resten af verden, når det gælder et aktivt engagement inden for fattigdomsbekæmpelsen og kampen for et bedre miljø. Europa må til gengæld erkende, at en større militær kapacitet er nødvendig for overhovedet at forblive relevant i amerikanske øjne. Det vil dels kræve flere midler - som det er nu, bruger USA omkring dobbelt så mange penge på militær som alle de europæiske NATO-lande tilsammen - men i høj grad også en større koordination. Den kommende EU-styrke er et skridt i den rigtige retning, men kun en spæd begyndelse. ALTERNATIVET ER, at USA og Europa fortsætter med stille og roligt at glide fra hinanden, og at begrebet 'Vesten' langsomt mister sin betydning. Det vil være en skam, ikke bare for Europa, der dermed vil være reduceret til en 'almindelig verdensdel', men også for USA, der af historiske og kulturelle grunde ikke har noget alternativ til Europa som en tæt og trofast allieret. Og selv en supermagt har brug for venner.