SAMTIDIG med gennemførelsen af det europæiske mesterskab i politisk sammenføring i Bella Center i København - en begivenhed, der blev overværet af 6.000 politibetjente og langt færre hueklædte demonstranter - afvikledes i Århus Arena det europæiske mesterskab i kvindehåndbold. Her var der næsten 5.000 tilskuere hver aften, en stor del med nissehuer og dannebrogsflag og alle i overstadigt humør, formentlig uden at bekymre sig det mindste om fremtiden for polsk landbrug. For kvindehåndbold er fest og farver og dermed en pulserende foreteelse, der går helt i spænd med julemånedens begejstringsstemning, som jo - hvis vi lige undtager hjemløse samt forhutlede narkomaner og frysende gadeludere m.fl. - omfatter høj som lav, husmænd som landmænd, bibliotekarer, skotøjshandlere og socialdemokrater. Altså i virkeligheden det perfekte koncept på, hvordan man samler familien til medlevende, uskyldig underholdning tilsat muligheden for at fylde brystet med national stolthed. TO MILLIONER danskere var krøbet sammen indendørs for, til skæret fra adventskransen, at følge EM- og tv-finalen mellem Danmark og det stadig unionsløse Norge. For selvom lande som Rusland, Frankrig, Jugoslavien og Ungarn rører lidt på sig, så er det stadig de to små nordiske nationer, der styrer spillet på kvindernes lille internationale scene. Og i begge lande sker det med en opbakning, der ikke bare tilnærmelsesvis kan opleves noget andet sted i Europa, og som - hvis man ikke er til den slags sportsligt sammenrend - kan opfattes som noget hysterisk. Og sådan har det været i Danmark, siden kvindelandsholdet steg op af havet tilbage i 1993. Hvert år i december, som en julekalender uden aldersgrænser, har Anja Andersen, Susanne Munk Lauritsen, Anette Hoffmann, Janne Kolling, Anne Dorte Tanderup, Camilla Andersen og Tonje Kjærgaard samt nu Katrine Fruelund, Kristine Andersen, Line Daugaard, Rikke Hørlykke og bedst af alle Karin Mortensen - og hvad de nu ellers hedder, alle disse aftennisser - samlet Danmark og bortfejet alle kriser og internationale trusler for en ti-dages tid. I går sluttede det så - med guldmedaljer til danekvinderne, for sjette gang på otte år, sikret i en dramatisk finale og uddelt alt imens følelsesorglet brusede, og nationalsangen bølgede under taget i arenaen i Århus. For godt nok er vi medborgere i et stort, forenet Europa, men ved særlige festlige lejligheder, så er det stadig 'os og de andre'.