VI HAR hørt det så tit: Danske skoleelever bliver måske ikke ligefrem ørne til at læse og regne, men det er jo fordi, skolen prioriterer at få alle med. Og nå ja, det har mange så slået sig til tåls med: Middelmådighed til gengæld for samfundets sammenhængskraft. Men den holder ikke. Det deprimerende budskab i seneste internationale analyse er, at Danmark (også) er i bund, når det handler om at få brudt den negative sociale arv. Vi har brugt milliarder af kroner på at bryde den sociale arv gennem uddannelser, SU og ny pædagogik. Uden resultat. Den sociale arv består. Desværre. HVAD KAN vi så gøre ved det? Vi kan selvfølgelig, som integrationsminister Bertel Haarder i tirsdagens avis, affærdige det med en hånlig bemærkning om, at forældrene til tosprogede børn må kigge op fra fjernsynet og gøre noget. Ja tak, men nu er der jo det ved social arv, at det er en arv, der går fra forældre til børn. Ministerens melding om at løse problemet, med henvisning til problemets kerne, holder ikke for en nærmere afprøvning. Et bedre sted at starte er at se på udviklingen siden 1930'erne. Når det lykkedes at gøre noget ved den sociale arv fra 1930'erne til 1970, så skyldtes det jo, at der skete en forbedring af levestandarden og i antallet af job, som betød, at arbejderbørnenes voksende søgning af uddannelse kom af sig selv. Derfor handler opgøret med den sociale arv om at skabe bedre sociale kår i samfundet generelt - så den enkelte får overskud til at hive sig selv og sine børn op ved nakkehårene. Samtidig kommer man ikke udenom, at Danmarks bundplacering hænger sammen med den bløde pædagogik. Et blødt, pædagogisk miljø uden autoriteter, prøver og karakterer passer nemlig bedst til middelklassebørn, som er vant til at arbejde kreativt og selvstændigt, og hvis forældre sikrer, at de lærer det, de skal. Arbejderbørn er tværtimod bedre tjent med et skolemiljø, hvor objektive karakterer, prøver og klare faglige krav holder dem til ilden og giver dem en mulighed for at kunne vise, at de kan noget. Det er tid til både socialpolitisk og skolepolitisk selvransagelse. Høje tid. For næste generation af tabere er allerede på trapperne.