FOR IKKE så lang tid siden skrev vi her og advarede mod at lovliggøre den tåbelige peberspray, som Pia Kjærsgaard havde i sin håndtaske. Vores holdning er, at våben under alle omstændigheder er farlige - ikke kun farlige i sig selv, men også farlige, fordi besiddelsen af dem er smittende og fristende. Man kan ikke bruge en pistol uden at forrette skade. I forgårs døde en ung mand på 17 år, efter at en betjent havde søgt at afværge et røveri i kiosken på Ølby Station. Ved skuddramaet blev en uskyldig 16-årig såret i foden af betjenten, som i alt affyrede fire skud. Vicestatsadvokat Gyrithe Ulrich skal nu efterforske sagen, som selvfølgelig ikke er slut endnu - mange spørgsmål skal afklares; først og fremmest det vigtigste: Hvorfor følte betjenten sig så truet, at han måtte skyde? Naturligvis fordi han troede, at røveren var bevæbnet, og fordi de tre kioskpiger skreg op i panik. Røveren var heller ikke alene - to andre hætteklædte mænd deltog i røveriforsøget. Her var fare på færde, og betjenten har følt, at det var hans ansvar at afværge faren. POLITIET MÅ kun skyde, når det er nødvendigt - og da kun, når alle andre midler og metoder under de givne forhold skønnes utilstrækkelige. Men havde betjenten overhovedet tid til at overveje andre midler og metoder? Og var drabet på en 17-årig hidtil ustraffet ung mand forsvarligt? Skulle han dø, bare fordi han røvede en kiosk? Slet ikke, tænker betjenten, som sigtede på mandens arm, men ramte ham i leveren. Det var naturligvis ikke hensigten, at røveren skulle dø. HVER GANG vi skriver om, hvor livsfarligt politiet er blevet for kriminelle borgere, svarer man, at de kriminelle selv er ude om det. Ofte protesterer vi i forbindelse med de meningsløse trafikdrab, som indtræffer, når politiet i vild fart jager efter motorkøretøjer, der er stjålne. Også her står vi med en næsten umulig opgave: at bede om ro og omtanke i situationer, der kun i øjeblikket kalder på desperat action. Det, vi beder om, nemlig ro og omtanke, findes slet ikke i de pågældende situationer, som derfor ender frygtelig galt efter en blind tilfældighedernes gang. Hver eneste gang konstaterer vi katastrofen, men står uden konsekvent anvendelige midler til at undgå den. Vi har derfor heller ikke her en løsning parat, som for altid vil hindre meningsløse drab. Men vi kan standse op ved konflikten, prøve at belyse den og bede om - eller til - at politiets uddannelse lever op til den diffust voksende fornemmelse af panik - og stræber efter at dæmpe panikken.