DET DANSKE EU-formandskab leverede i går det første eksempel på statsminister Anders Fogh Rasmussens nye »aktivistiske udenrigspolitik«, da han på gårsdagens EU-Rusland-topmøde i Bruxelles mandede sig op til en - indirekte - kritik af Ruslands blodige krigsførelse i Tjetjenien. Konflikten kan kun bilægges ad politisk vej, lød det fra den danske EU-formand. Det var - alle smilene til trods - en begmand til den russiske præsident Putin, der ufortrødent fortsatte sin golde terrorretorik, som er blevet Ruslands officielle begrundelse for en magtanvendelse, der i en række tilfælde er blevet omsat til rendyrket statsterror mod civile tjetjenere. TRODS KNUBBEDE ord fra det danske EU-formandskab var der dog også stor vilje til at styrke samarbejdet med Rusland, og på den måde indikerede EU, at dens kritik jo ikke ligefrem behøver at få konsekvenser. Så meget for den udenrigspolitiske aktivisme, der mangler at overbevise om, at den består af andet end den tomme retorik, vi har hørt fra EU så mange gange før. For hvordan er det, at EU konkret vil sikre, at Rusland lægger sin statsterror bag sig og søger den politiske løsning, som Anders Fogh Rasmussen opfordrer til? Hvordan vil EU konkret presse på for at sikre, at Rusland gennemfører de retsopgør med de ansvarlige for russiske overgreb mod civile tjetjenere. Indtil videre er de mange russiske løfter om sådanne retsopgør endt som en ren farce. Kort sagt: Hvad kræver EU og Danmark mere konkret af Rusland for at genoprette det forhold, som præsident Putin angiveligt ønsker? Det er ikke nok at glæde sig over, at den russiske leder ikke længere er så vred, som han har været, og at han har vist sig villig til en aftale om den russiske Kaliningradenklave, der vil være omringet af EU-lande efter udvidelsen om et par år. Omverdenen må ikke falde for Ruslands forsøg på at skjule sine overgreb på titusinder af civile bag bekæmpelsen af terrorisme, selv om den bestemt er en alt for stor del af den tjetjenske virkelighed, som alle må tage afstand fra. Også den tjetjenske ledelse må klart fordømme terrorisme og deltage i retsopgør med ansvarlige for krigsforbrydelser. De overraskende og alvorlige anklager mod den tjetjenske talsmand i Danmark må tilsvarende undersøges. Det har alle parter en interesse i, for er der én ting, man må kræve af en aktivistisk udenrigspolitik, så er det, at den er klar og konsekvent. Hele vejen igennem.