DET ER vist gået op for de fleste, at regeringsledelsen traf en monumentalt tåbelig beslutning natten mellem tirsdag og onsdag i denne uge. Pointen er jo ikke, om regeringens sikkerhedsudvalg selv fik ideen eller blot accepterede politimyndighedernes oplæg: I begge tilfælde er det regeringens ansvar, at den natlige og dramatiske arrestation af den tjetjenske viceministerpræsident, Akhmed Sakajev, blev gennemført. Selv hvis man lægger al moral og hele det udenrigspolitiske perspektiv til side, står det tilbage, at beslutningen ikke lever op til det mest basale krav om krisestyring midt i en diplomatisk konfrontation med Europas største land: Beslutningen lukker ikke sagen, men forlænger den på ubestemt tid. Justitsministerens seneste krav om mere materiale fra russerne er et spædt forsøg på at bevæge sig tilbage mod den mere principfaste linje, som regeringen indtog, da den tjetjenske kongres fik lov til at blive gennemført i København. Men hendes frist til 30. november viser samtidig sagens potentiale til at genere regeringen i en afgørende fase af EU-formandskabet. Lige nu er der ikke andet at gøre end at stå sammen og håbe på, at domstolene kan redde Danmarks ry for at være et anstændigt demokrati og en retsstat. Et ry, som regeringens panikbeslutning har bragt i fare. DEN TEORETISKE diskussion om, hvad en terrorist er, som ny lovgivning og solidariteten med USA efter 11. september åbnede, er nu landet på danskernes bord i form af en glohed kartoffel, et levende menneske og en voldsom krise med Rusland. At arrestere Sakajev svarer til, hvis vi havde arresteret Arafats nr. to for at udlevere ham til Israel, eller Mandelas nr. to for at udlevere ham til apartheidregimet. Både inden for PLO og inden for ANC er der jo begået terrorisme. Det eneste perspektiv, hvori Sakajev kan gøres til terrorist, er, hvis man følger Kremls tese om, at alle tjetjenere, der ikke er indsat som Moskvas marionetter, herunder præsident Mashkadov, er terrorister. Selvfølgelig skal de, der er konkret ansvarlige for konkrete terrorhandlinger mod uskyldige, bekæmpes og retsforfølges. Men følger vi den sovjetiske, undskyld, russiske linje i tilfældet Sakajev, så spænder vi ben for en politisk løsning og accepterer, at det tjetjenske problem stadig kun kan løses med vold, vold og mere vold. Den har Kreml faktisk stået for langt det meste af.