DER FINDES ikke nogen udmeldelsesklausul i de nuværende EU-traktater. Det betyder naturligvis ikke, at EU er et fængsel: Hvis et land beslutter sig for at forlade fællesskabet, er der ingen, der forestiller sig, at de andre medlemslande ville forsøge at forhindre det. Det er blot en ajuridisk situation. En udmeldelse kan kun komme på tale i forbindelse med en krise. Den løser man så, ligesom det da også lod sig gøre for Grønland at forlade EU, da de grønlandske vælgere ønskede det sådan. Spørgsmålet er, om der er brug for en udmeldelsesklausul, nu hvor alle de grundlæggende EU-spørgsmål er til debat i EU-konventet. Konventets formand, Valéry Giscard d'Estaing, har sat emnet på dagsordenen - men endnu ikke besvaret spørgsmålet. DER ER stærke argumenter imod. For det første kunne en udmeldelsesklausul let blive til en eksklusionsparagraf. Hvis et medlemsland viste sig meget besværligt - ingen nævnt ingen glemt - kunne man forestille sig, at de andre viste det vintervejen i stedet for at yde landet den sidste indrømmelse og indgå det sidste kompromis, sådan som det hidtil har været praksis. For det andet kunne det enkelte land også finde på at bruge muligheden som et pressionsmiddel mod de andre: Bøjer I jer ikke, så vil vi simpelthen ikke være med, kunne den frække regeringschef - måske ikke mindst i et stort land - finde på at true med. Begge dele ville være undergravende for den forsonlige og resultatskabende ånd, der har gjort store fremskridt mulige gennem snart et halvt århundredes forpligtende europæisk samarbejde. Dette, at der bare skal findes en løsning, har gang på gang været afgørende for at overvinde de nationale egoismer i EU. Det ville også være helt uholdbart for det lovbaserede, og mere og mere integrerede, fælles rum, som EU udgør, hvis lande meldte sig ud under den ene regering for derefter at melde sig ind igen, når flertallet eller stemningen skiftede. Hvad skulle kriteriet egentlig være for, hvornår situationen er alvorlig nok? Der findes handlinger, man som stat ikke bare kan fortryde - EU-medlemskabet er langtfra det eneste eksempel på det. DER ER imidlertid en situation, hvor det ikke er rimeligt, hvis den enkelte nationalstat på forhånd er bundet til et fortsat skæbnefællesskab med det øvrige EU. Det er, når fællesskabet forandres, får nye opgaver eller ny magt. Når EU-landene har forhandlet en ny traktat, skal den højtideligt vedtages i de enkelte lande. De fleste steder kræver det to tredjedeles flertal i et eller flere folkevalgte organer, nogle steder - som i Danmark og Irland - kan det ske ved folkeafstemning. Det er i dag aldeles uklart, hvilken betydning det har, hvis et land i den situation siger nej til den ny traktat og dermed til det ny EU, som traktaten skaber. Eller rettere: Det eneste sikre synes at være, at den virkelige konsekvens ikke svarer til den, juraen lægger op til. Juraen siger nemlig, at et lands nej fører til traktatens bortfald, altså som minimum en ny situation for alle medlemslande. I praksis er det gået omvendt: Traktaten er ikke faldet bort eller overhovedet ændret; i stedet er det de pågældende lande, der har omgjort deres beslutning og stemt igen. Konsekvenserne har altså kun ramt de pågældende lande selv. Den erfaring gjorde Danmark i 1992-1993, og for at ingen kunne være i tvivl om realiteterne, så gentog forløbet sig i 2001-2002 i Irland. Det eneste, ingen kunne forestille sig efter både det danske og det irske nej, var, at vælgernes afgørelse ville få lov til at afgøre traktatens skæbne. Det er demokratisk en utilfredsstillende situation, for ikke at sige skandaløs. PIA KJÆRSGAARD, Dansk Folkeparti, har krævet, at danskerne, næste gang de skal stemme om EU - traktat og forbehold - også får mulighed for at stemme os helt ud af EU. Netop fordi den næste traktat får en forfatningslignende karakter, er det et forståeligt og rimeligt standpunkt. Når nu modstandernes hovedargument ved de sidste mange afstemninger er, at vi er placeret på en europæisk glidebane, der undergraver vores suverænitet, er det naturligt at kræve, at der også bliver mulighed for at stå helt af glidebanen. Det er i øvrigt den eneste måde, hvorpå man kan genskabe den sammenhæng mellem magt og ansvar i europapolitikken, som folkeafstemningerne har ødelagt. Kort sagt: Hvis konventet ender med at foreslå, at en ny traktat fremover skal åbne mulighed for at træffe et ægte demokratisk valg i hvert medlemsland, så vil det have gjort en god gerning. Valéry Giscard d'Estaing og Pia Kjærsgaard er umage politiske fæller. Men de har begge to fat i en demokratisk pointe, der kun kan gavne europadebatten både ude og hjemme.