DET VAR NOK Det Svenske Akademis sidste mulighed for at give Nobelprisen til en overlevende fra Auschwitz. Og det tjener Akademiet til ære, at man ikke lod muligheden fare. Imre Kertész, den ungarske forfatter, er en værdig prismodtager (jævnfør uddraget fra hans roman 'De skæbneløse' i bogsektionen). Men han er også et af de endnu levende vidner om dét, som aldrig må glemmes: holocaust. Det var lige her i Europa, dengang Imre Kertész var dreng. Historien rykker hurtigt i disse år, og erindringen om Anden Verdenskrig udviskes. Eller også rammes dette uhyggelige afsnit i vores nyere historie af en dobbelt uvirkelighed: på den ene side de akademiske, omkostningsfri debatter blandt historikere, som ikke selv var født dengang; på den anden side Hollywoods brug af holocaust som underholdningsfænomen. Som Imre Kertész så køligt sagde om filmen 'Schindlers liste': Publikum forlader biografen som sejrherrer. LÆSERNE FORLADER ikke Imre Kertész' romaner som sejrherrer. Ligesom hos Primo Levi og Jorge Semprun ledes publikum ind i en tunnel, der kun har mørke og intet lys for enden. Ingen opbyggelighed, ingen trøst, ingen smutveje. Auschwitz har været en realitet. Auschwitz er stadig en menneskelig mulighed. Mørke. Det Svenske Akademi siger i sin begrundelse for prisen, at Imre Kertész »fremhæver den enkeltes skrøbelige erfaring over for historiens barbariske virkelighed«. Med denne skrøbelighed må vi leve. Og mens vi endnu en gang forsøger at genopbygge Europa, må vi gøre det i erindring om barbariets historiske realitet. Vi kan ikke mindes om det for ofte.