VÆRDIEN AF det amerikanske aktiemarked er næsten halveret, siden børskurserne toppede for få år siden. Alene siden årets begyndelse er niveauet faldet med en tredjedel. Også på de europæiske børser - inklusive den danske - er det gået nedad, nedad og atter nedad på det seneste. Betyder det andet, end at den rigeste del af de rige mennesker i den rige verden, der tjente masser af penge i 1990'erne, nu har tabt dem igen? Og hvilke konsekvenser kan det tænkes at få for vores samfund som helhed? FOR DET første er antallet af direkte ofre - hvoraf de fleste er almindelige mennesker med nogenlunde almindelige indtægter - ikke lille. I USA er det et stort flertal af befolkningen, der ejer aktier. Også i Europa drejer det sig om et meget stort mindretal på mange millioner mennesker. De fleste er ramt via deres pensionsordninger, som i 1990'erne kom til at rumme flere og flere aktier. For det andet går så store værditab mildest talt ikke sporløst hen over økonomien. Først var det dotcomfirmaerne og hele netboblen, der bristede; uundgåeligt, i betragtning af at de pågældende firmaer simpelthen ikke tjente penge. Senere blev telekomgiganterne, firmaer, der tjener masser af penge og løser vigtige opgaver, men som inspireret af netboblen har overinvesteret i helt ekstrem grad, ramt. At pensionskasser og forsikringsselskaber, der har ligget inde med store aktiebeholdninger, også har været ude på en rutsjetur, giver sig selv. Og i sidste uge var det så bankernes tur: Flere store europæiske banker ser ikke så solide ud som hidtil, og store kursfald ramte dem. AT AKTIEKRISEN er selvforstærkende, er ikke kun et psykologisk fænomen - men afspejler, at de enorme værditab påvirker beslutningerne hele vejen igennem økonomien. Firmaer, der er blevet dramatisk fattigere, tør ikke investere, banker, der har lidt tab, tør ikke låne ud, og på et tidspunkt, der måske er kommet, kan selv de amerikanske forbrugere begynde at tøve med at bruge penge, fordi deres formue er faldet. Husværdierne har hidtil været et sikkerhedsnet, men hvorfor skulle huspriserne egentlig blive ved med at stige, når folk ikke bliver rigere, og masser af middelklassemennesker mister deres job? MARKANTE rentenedsættelser især i USA har hidtil forhindret en virkelig alvorlig nedtur for økonomien. Men tilliden til, at der er et regulært opsving lige om hjørnet, kan desværre efterhånden ligge på et meget lille sted. Det store mareridt om, hvad der kan overgå højtudviklede økonomier som den amerikanske og de europæiske, har et navn: Japan. I Japan har de ikke en lav rente. De har en negativ rente. Alligevel er den japanske økonomi stagneret, når den ikke er skrumpet, i et årti - efter at en ejendomsværdi- og aktieboble bristede. Japans problem har et navn: Det hedder deflation - altså det modsatte af 1970'ernes svøbe, inflation. Når priserne stiger, gælder det om at bruge sine penge hurtigt, inden de mister deres værdi. Når priserne (og lønningerne og alt muligt andet) falder, så gælder det om at beholde dem, man har - både fordi de bliver mere værd senere, og fordi man kan få hårdt brug for dem. Det er den fælde, Japan er fanget i. Japanerne sparer og sparer - og bliver fattigere og fattigere. DE FÆRRESTE tror, at Europa eller USA kan komme ud i noget tilsvarende. Men skal blindgyden undgås, skulle der gerne ske noget andet og bedre. Og lige nu er det svært at finde kilder til optimisme. De fortsatte værditab på børserne har næppe udtømt deres negative effekt på økonomierne. Den finansielle krise er kommet så glidende - en to et halvt-årig nedtur, snarere end et krak - at mange stadig tror, at det vender om et øjeblik. Og især i USA spiller det en stor rolle, at gevinsterne i senhalvfemserne lige nu ikke bare ser eksorbitante, men ligefrem kriminelle eller i hvert fald dybt umoralske ud, når det gælder de erhvervsledere, der stod i spidsen for opturen. Den tillidskrise kan blive en politisk gevinst for den sunde fornuft. Men den gavner ikke økonomien på kort sigt. Og oveni kommer så den storpolitiske usikkerhed om Irak. Det har sjældent været sværere at profetere om verdensøkonomiens nære fremtid. Men sikkert er det, at usikkerhedsfaktorerne lige nu vokser mere, end de mindskes. Tømmermændene efter kapitalismens udskejelser i senhalvfemserne vil næppe lette de første mange måneder.