EFTER FLERE ÅRS kritik af Den Internationale Valutafond (IMF) har den amerikansk dominerede fond omsider indset, at tiden er til forandring. Ifølge den øverste direktør, Horst Koehler, er processen allerede i gang, idet målet ikke er mindre globalisering, men »mere og bedre globalisering«. Budskabet er alt andet end konkret, men signalet dog positivt: IMF har tilsyneladende opgivet tidligere tiders arrogante afvisning af egne fejl og synes nu indstillet på at tage ved lære af dem, ligesom søsterorganisationen Verdensbanken har gjort det. Det er også på høje tid. Hvor IMF måske - delvist - har kunnet forklare sine fejl og mangler i forhold til Mexicokrisen 1994-95, Asienkrisen 1997-98 og Ruslands rubelkrise 1998 med, at fonden enten ikke havde været i den pågældende region længe, at den blev overrumplet eller stod over for en historisk stor opgave som i Rusland, så har IMF i dag et forklaringsproblem i forhold til den aktuelle udvikling i Latinamerika. Her står Argentina over for den største nedtur siden 1930'erne, Uruguay trues af sammenbrud, Brasilien blev kun reddet i sidste øjeblik af et megalån fra IMF, Paraguay er rystet og så videre.SELV OM de enkelte landes ledere naturligvis må påtage sig deres del af ansvaret, så afføder eskaleringen af de aktuelle kriser uundgåeligt den type spørgsmål, som det britiske tidsskrift The Economist rejser i sit seneste nummer: Ved Valutafonden egentlig, hvad den foretager sig? Et af de opgør, IMF bør tage, retter sig mod den snævre fokusering på liberalistiske tiltag. Det gælder i høj grad det evindelige krav om liberaliseringer af kapitalmarkederne, som alt for ofte er blevet gennemtrumfet alt for hurtigt, bl.a. i Latinamerika. Omvendt holder rige lande i øvrigt ofte importen fra fattigere lande nede gennem handelshindringer, hvilket bidrager til ubalancen i den internationale økonomi. Også hensynet til levevilkår og social stabilitet er et aspekt, som IMF bør tage højde for i langt videre omfang. Lad os håbe, at det nuværende årsmøde vil tage et skridt i den retning.